24. januar 2022
Conny blev hjulpet til fleksjob, da hænderne gav op: ”Jeg var nervøs for, om jeg kunne lokke fagforeningen fra Sjælland til Tønder”
I 35 år var 61-årige Conny Olesen frisør, inden hænderne gav op. Nu er hun hjulpet videre til et fleksjob.
Anders Reinholdt Jonssen

”Uden jeres hjælp, ved jeg ikke, hvad det var endt med, og hvor jeg var endt henne”.


Sådan lyder det fra 61-årige Conny Olesen fra Tønder, der er blevet hjulpet videre til et godt fleksjob, da hænderne ikke kunne klippe længere.

Gennem flere år summede det nemlig mærkeligt i Connys hænder. Alligevel fortsatte Conny ufortrødent med at klippe, for Conny er, som hun selv siger: Fra en generation, hvor man altså går på arbejde og knokler.

Men det blev værre og værre, og summen blev til deciderede smerter.

”Det var et helvede. Hænderne gjorde ondt og sov, og jeg måtte hele tiden tage fingrene ud af saksen for at ryste hænderne, så de kunne klippe lidt videre”, siger Conny Olesen.

I 2018 kom hun til nogle håndkirurgiske eksperter i Sønderborg, og her var der nedslående nyt.

Conny fik diagnosen karpaltunnelsyndrom. Det er en lidelse, hvor der opstår nerveskader i en form for tunnel, som forbinder underarmen med hånden og ud til fingrene. I Connys tilfælde med seneskader som følge, der udover smerter og summen også betyder nedsat funktion.

”Jeg sagde mit faste job op, fordi jeg simpelthen ikke kunne holde til det mere. Så fik jeg min første af flere operationer, tog fem ugers ferie i træk og tænkte, så finder du bare noget andet arbejde, du kan holde til. Det kunne jeg bare ikke”, siger Conny.

Og beskeden fra lægerne, der løbende så Conny, var også tydelig:

”Du skal altså passe på dig selv”, lød det.

Derfor begyndte et langt forløb med kommunen, arbejdsprøvninger og rehabiliteringsmøder. Conny kontaktede fagforeningen.

”Jeg var nok lidt nervøs i starten for, om jeg nogensinde kunne lokke én fra min fagforening på Sjælland helt til lille Tønder for at hjælpe mig igennem systemet, men det har I om nogen fået mig overbevist om, at det kan man godt”, siger Conny Olesen.

I begyndelsen fik hun specielt hjælp til at få afklaret, hvad der var af muligheder – og praktisk hjælp til at forstå juraen bag det hele.

”Det var specielt til rehabiliteringsmøder med kommunen. For mig var det lidt som at komme ind til det grønne bord, og jeg havde en følelse af, jeg blev nødt til at være på forkant med alt for ikke at blive udsat for noget, jeg ikke kunne holde til. Der var det virkelig rart, der kom én og sad med mig til de møder, siger Conny Olesen.

”Nogle gange blev man mødt af et sprog, jeg ikke kunne forstå, og så kunne det blive oversat for mig”, siger hun.

Møderne blev startskuddet til en lang kamp for at få tilkendt et fleksjob, som Conny endelig fik tilsagn om i april 2021.

Sidste sommer fandt hun så sin nye og rette hylde.

”I august begyndte jeg som blæksprutte i et lokalt revisionsfirma, hvor jeg 10 timer om ugen hjælper med at fylde papir i kopimaskinerne og sætte kaffe frem til møder. Det er meget forskellige opgaver. Og jeg er så glad for det, for nu kan mine hænder følge med, og jeg kan gøre nytte, til jeg skal på pension om nogle år”, siger Conny.


Foto: Pexels
Pexels