Historie

I forbindelse med Dansk Frisør & Kosmetiker Forbunds 100 års jubilæum 5. juni 2011 udgav forbundet Et forbund uden grænser. Frisørhistorien gennem 100 år er underholdende genskrevet af historiker Karl Vilhelm Christiansen.

Læs et lille uddrag af bogen her: 

Uddrag fra kapitel 1: Frisørfagets historie

Svendene og lærlingene var helt afhængige af deres mesters forgodtbefindende, og desuden boede de hos ham og fik al deres mad af arbejdsgiveren. Arbejdstiden var barsk, idet den var op mod 16 timer i døgnet, også lørdage og søndage. Til gengæld havde svendene fri om mandagen.

Svendene var omfattet af strenge regler, som var fastsat af mestrene, med hårde straffebestemmelser og store bøder ved overtrædelse af de enkelte paragraffer. 

Et af kravene var, at svendene skulle være hjemme kl. 21 om vinteren og kl. 22 om sommeren. Og de skulle møde op i god tid til måltiderne, foruden at de skulle udføre alt det arbejde, mesteren satte dem til – også det, der ikke var fagrelevant. Og hvis en svend trodsede sin mester og blev opsagt, var det næsten umuligt for ham at få arbejde inden for faget. Samtidig var lønnen ussel, og forholdene ved sygdom meget usikre.

Ved lavsvæsenets ophævelse fra 1862 skulle man tro, at forholdene blev langt mere frie. Det var ikke tilfældet, for mestrene havde stadig komplet hånds- og halsret over de ansatte, og svendene lod sig ikke organisere fagligt. 

Dette var ellers ved at vinde frem i en række fag i slutningen af 1800-tallet. Der oprettedes dog nogle foreninger inden for barber- og frisørbranchen. Men der var især tale om sygekasser, hvor både mestre og svende var medlemmer.

I den sidste halvdel af 1800-tallet var der stadig ikke regler for arbejdstidens længde, og svende skulle stå til rådighed for mestrene døgnet rundt. 

Arbejdstiden varede så længe, som mesteren bestemte. Den eneste fritid hele ugen var mandag eftermiddag. Lønnen var i 1873 2 kroner om ugen samt kost og logi, og kosten var ofte meget dårlig. Det samme var tilfældet med logiet, og måltiderne skulle indtages i forretningen og spisningen måtte afbrydes, hvis der kom kunder.

I 1889 gennemførte mestrene i landet en ensartet lukketid. Den var kl. 21. Dog var lukketiden på lørdage og dage før helligdage ofte efter midnat. På søn- og helligdage var der åbent til kl. 21, dog til kl. 20 i provinsen. 

Om sommeren var lukketiden på søn- og helligdage tidligere, kl. 17 i provinsen og kl.18 i København. De almindelige åbningstidspunkter var kl. 06 eller kl. 07. Mandag eftermiddag var der lukket.

Alt i alt betød det, at arbejdstiden kom til at ligge på omkring 100 timer om ugen. Helligdagsloven fra 1891 påbød dog, at alle barber- og frisørforretninger skulle lukke kl. 12 på søn- og helligdage – også selv om mestrene protesterede heftigt derimod. ”