12. marts 2020
Coronavirus - konkrete svar
I Frisør & Kosmetiker Forbundet har vi allerede her til morgen modtaget en stor mængde spørgsmål om hvordan man skal forholde sig i forbindelse med corona-virus situationen.

I Frisør & Kosmetiker Forbundet har vi allerede her til morgen modtaget en stor mængde spørgsmål om hvordan man skal forholde sig i forbindelse med corona-virus situationen.



Vi gengiver spørgsmålene og svarene nedenfor:



Må min arbejdsgiver sende mig hjem uden løn, når der ikke er kunder i butikken?



Hvis du arbejder under overenskomsten kan du ikke hjemsendes, fordi der ikke er kunder. Hvis arbejdsgiver fastholder, at du skal gå hjem, skal du sørge for at du får skriftlig dokumentation for, at du er blevet hjemsendt, så du kan få din løn.



Hvis din arbejdsgiver ikke vil give dig noget på skrift, skal du i stedet selv skrive en besked til din arbejdsgiver. Vi foreslår følgende formulering: ”Kære chef . Du har i dag oplyst , at salonen er lukket og jeg er hjemsendt. Jeg forventer selvfølgelig at få min sædvanlige løn og møder på arbejde så snart du beder mig om det.”



Hvis du ikke er ansat under overenskomsten, er det reglerne i din kontrakt der gælder, og er du i tvivl om hvordan kontrakten skal fortolkes, må du sende den ind til forbundet.



Kan det aftales at jeg går hjem uden løn?



Ifølge overenskomsten kan det aftales, at man går hjem uden løn, men en aftale kræver at begge parter er enige. Så hvis du ikke er enig, er der ingen aftale.



Hvad hvis jeg er gravid og det anbefales, at jeg ikke går på arbejde på grund af risikoen for at blive smittet med corona-virus?

 

Hvis du er gravid og din læge anbefaler at du bliver hjemme, må det sidestilles med graviditetsbetinget sygdom. Det er vigtigt, at lægen understøtter at der er tale om graviditetsbetinget sygdom, hvis der forlanges en lægeerklæring. Hvis du arbejder under overenskomsten og har været ansat i 6 måneder forud, har du ret til løn under sygdom efter reglerne i overenskomsten.



Hvis du arbejder uden for overenskomsten, skal du se hvad der står i din kontrakt om løn under sygdom. Men som udgangspunkt har du krav på sygedagpenge.



Må min arbejdsgiver beordre ferie afholdt fra på mandag?

 

Ifølge Ferieloven skal hovedferie varsles med 3 måneder og øvrig ferie skal varsles med 1 måned. Så arbejdsgiver kan ikke beordre dig på ferie fra på mandag. Ligeledes gælder det med feriefridagene, at de ikke kan beordres afholdt. Lønmodtageren kan vælge, ikke at afholde feriefridagene.



Du kan naturligvis altid indgå en frivillig aftale om at holde ferien fra på mandag.



Hvad skal jeg gøre når daginstitutionen lukker fra på mandag?

 

Du har ikke ret til at blive hjemme selvom institutionen lukker, og det er din opgave at finde ud af at løse problemet. I den situation kan det være en mulighed at aftale med din arbejdsgiver, at du holder ferie. Under alle omstændigheder skal du aftale nærmere med din arbejdsgiver. Hvis du aftaler at blive hjemme for at passe børn, er det uden løn.



Jeg er elev og min skole er lukket. Skal jeg møde på arbejde i stedet?

 

Ja, det skal du. Men hvis mester ikke ønsker din arbejdskraft i salonen, skal du sikre dig skriftlig dokumentation for, at du er hjemsendt med løn. 


Se mange flere spørgsmål og svar på Serviceforbundets hjemmeside her


Bemærk at ovenstående generelle svar ikke kan erstatte personlig rådgivning. Er du i tvivl så kontakt forbundet.

Opdateret 12. marts 2020 kl. 11.00

frisnotjpg