28. august 2023
Guide: Her er fem stile fra Copenhagen Fashion Week
Copenhagen Fashion Week vendte tilbage fra den 7. til den 11. august rundt omkring i København, blandt andet på Hotel d’Angleterre og i Pressens Hus. Topfrisør Marianne Jensen medvirkede, da Det Kongelige Akademi viste spændende takter inden for den seneste mode. Se fem forskellige hårstile, og bliv inspireret her.
Mads Boel Bendix

Da Copenhagen Fashion Week i denne måned blev afholdt for anden gang i år, viste Det Kongelige Akademi, at man kan præsentere mode på nye visionære og energiske måder. Mens 11 nyuddannede studenter i mode, tøj og tekstil fra Det Kongelige Akademi stod for modellernes outfits, var topfrisør Marianne Jensen med til at style håret helt rigtigt.

“Det Kongelige Akademi afholdt et formidabelt afgangsshow. Det var virkelig sjovt at være med, og jeg arbejdede med en masse forfriskende frisurer,” udtaler Marianne Jensen, og fortsætter:

“For mig gav det supermeget mening at være med til Modeugen og støtte op om de unge nye talenter, som tager afgang fra Det Kongelige Akademi. Vi arbejdede med mere rå looks end dekonstruerede frisurer, hvor vi stylede noget, der var mere glat, med noget, der havde mere struktur. Vi lavede individuelle looks, dog med et mere forfinet touch. Vi preppede håret langt mere, end vi har gjort tidligere. Alt hår blev føntørret, selv de naturlige krøller. Det handlede først og fremmest om det naturlige, lækre look. I det hele taget synes jeg, at alle de looks, vi lavede, havde mere shine end var tørre,” forklarer Marianne Jensen.

Nedenfor gennemgår Marianne fem forskellige hårstile fra Copenhagen Fashion Week.

Første stil: Hanekam
“Det første jeg vil sige er, at punken ikke er død. Det rebelske look passer virkelig godt til de unge. Det er meget forfriskende, og alt er i detaljen. Selvom hanekammen som frisure er vild, så renfriserede vi den ret meget. Hanekammen blev friseret med Liquid Cuticle Filler og forseglet med Multi-Purpose Hairspray, begge fra Kerasilk. Vi penslede til sidst Finishing Cream (også fra Kerasilk) på for ekstra shine og en glue-effekt.”

Anden stil: Sleeks / wet look
“Sleeks kan beskrives som en sofistikeret bun. Først laver man en hestehale, så vender man den op med elastiksnor, og til sidst vender man den nedad igen. Man kan sige, at det ligner en sløjfe, der er vendt nedad. Hertil brugte vi KMS HairPlay Styling Gel. KMS har verdens bedste gel, og det sjove at bide mærke i er, at geléen er tilbage. Derudover brugte vi glattejern samt Kerasilks Multi-Purpose Hairspray og Finishing Cream.”

Tredje stil: Pandehår
“Vi lavede mikropandehår, hvilket er superkort og derfor lægger sig ned øverst i panden, men i eksemplet nedenfor er det pandehår, der faceframer modellen. Det vil jeg også betegne som et punk-look, og jeg glædede mig virkelig over at se alle de smukke looks på tværs af modeller. Der var mange korte pager, som var skarpe og smukke.”

Fjerde stil: Armenian braids
“Armenian braids er det samme som armenske fletninger. Her flettede vi masser af ekstra hår ind i modellens eget hår. Til det brugte vi lidt gel og lidt hårolie. Det er en spændende frisure at kaste sig ud i.”

Femte stil: Fletkrone & øvrigt krøllet hår
“Man skal kunne mestre mange forskellige typer af hår for at lade kreativiteten få frit spil – fra helt skandinavisk glat hår til ekstremt krøllet hår. Det var enormt forfriskende at lave et show, hvor vi kunne give den gas med håret, men et sådant mål kræver meget af frisørerne. Man kan gå mange veje med meget krøllet hår, men det kræver teknik. Jeg kan kun sige, at det er godt, jeg har boet i New York – for det var der, jeg lærte det.”

På collagen nedenfor kan du se Marianne Jensens fem omtalte hårstile fra Copenhagen Fashion Week 2023.

Guide: Her er fem stile fra Copenhagen Fashion Week

Guide: Her er fem stile fra Copenhagen Fashion Week