28. august 2023
Ferietillæg og udbetaling: Din guide til elevferie med løn
Her er alt, hvad du behøver at vide om ferietillæg som elev. Lær om dine rettigheder, udbetalingsdatoer, og hvordan du maksimerer din ferieindkomst. Få også indsigt i, hvad der sker med ferietillægget efter endt uddannelse.

Harun Muharemovic, jurist DFKF

Ferietillæg
Som elev har du ret til at holde ferie med løn. Derudover skal du have et ferietillæg på 1 % af din samlede løn i optjeningsåret fra arbejdsgiveren.

Typisk udbetales ferietillægget to gange om året: 31. maj og 31. august. Udbetalingen den 31. maj er opsparet ferietillæg for perioden september til maj (9 måneder), og udbetalingen den 31. august er opsparet ferietillæg for perioden juni til august (3 måneder).

Hvis du har optjent feriepenge fra tidligere arbejde, skal du bruge feriepengene, før du får udbetalt løn af din arbejdsgiver. Hvis det optjente feriepengebeløb pr. dag er mindre end den løn, du ellers ville have fået, skal din arbejdsgiver supplere op til lønnen på ferietidspunktet.

Feriepengene fra din tidligere arbejdsgiver svarer til 12,5 % af den løn, du optjente i optjeningsåret.

Når der er indbetalt 12,5 % af din løn til FerieKonto, får du ikke også 1 %, idet denne del er indeholdt i de 12,5 %.

Når du er færdigudlært
Først og fremmest udløber dit ansættelsesforhold som elev, hvilket betyder, at du skal modtage udbetaling for eventuel ferie du mangler at holde og SH-betaling (søgnehelligdagsbetaling).

Dette gælder, uanset om du stopper i salonen eller bliver ansat som svend i samme salon. Mange tror desværre fejlagtigt, at det er det samme ansættelsesforhold, hvis de fortsætter i samme salon, bare under bedre vilkår. Men det er ikke tilfældet. Et nyt ansættelsesbevis betyder et nyt ansættelsesforhold med ny anciennitet, med mere.

Som fjerdeårselev bliver SH-betalingen afregnet med 7,25 % af lønindtægten i det fjerde læreår. Afregningen af SH-betalingen sker i samme forhold som tilgodehavende ferie. SH-betalingen bliver udbetalt til eleven sammen med den sidste lønafregning ved afslutningen af læretiden.