21. november 2022
Mange siger op på det forkerte tidspunkt – og det kan få konsekvenser
I øjeblikket modtager vi flere henvendelser vedrørende ens opsigelsesvarsel. Derfor gennemgår vi reglerne og guider dig på vej her, så du er sikker på at komme godt videre med dit arbejdsliv.

Harun Muharemovic, jurist DFKF

Mange siger op med de forkerte varsler, og det kan i sidste ende betyde, at du slet ikke kan begynde i dit nye arbejde.

 

”Det kan være ret følsomt at skulle sige op. For mens man måske har det svært ved at sige op over for sin gamle arbejdsgiver, så vil man også gerne godt videre til den nye og være den bedste medarbejder. Det forstår jeg godt. Desværre oplever vi bare en del, der ikke får sagt op på den rigtige måde, og for os er det vigtigt at klæde dig bedst muligt på, så du ikke ender med at stå med håret i postkassen. Derfor guider vi dig her godt på vej”, siger Lone Frost, der er formand for DFKF.

 

Nedenfor kan du se gennemgangen af de vigtige regler, du skal huske på.

 

Hvis du som udlært frisør eller kosmetiker er dækket af overenskomsten mellem Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund og dofk, afhænger varslets længde af, om du bliver i frisørfaget eller ej (dette er uanset, om du skal være assistent igen eller begynder som selvstændig).

 

Hvis du bliver i faget, og du selv siger op, så er dit varsel på to uger, men hvis ikke du bliver i faget, så er opsigelsesvarslet en måned.

 

Tidspunktet for hvornår du skal afgive dit varsel, afhænger af, om du er månedslønnet eller 14-dages lønnet:

 

- Hvis du er månedslønnet, er det den sidste arbejdsdag i måneden – vær opmærksom på, at du som månedslønnet skal arbejde ugen ud (med løn), hvis varslet slutter midt i en uge.

 

- Hvis du er 14-dageslønnet, skal du afgive dit opsigelsesvarsel den sidste dag i din lønperiode. Det vil sige enten til udgangen af en lige uge eller til udgangen af en ulige uge.

 

Hvis ikke du har overenskomst på arbejdspladsen, følger varslerne af dit ansættelsesbevis.

 

Husk at gøre en eventuel ny arbejdsgiver opmærksom på, at du har et opsigelsesvarsel, så de ikke tror, at du kan begynde med det samme. Du skal ikke være bange for at fortælle en ny arbejdsgiver, at du først kan begynde om en måned eller to uger – det er tværtimod helt normalt på arbejdsmarkedet og noget, alle arbejdsgivere er indforstået med, når der er tale om jobskifte.
Foto: Unsplash