12. december 2022
Det skal du holde øje med, når du tjekker din lønseddel
Det er vigtigt, at du har styr på, at din lønseddel er korrekt. Derfor sætter vi her fokus på, hvad du skal holde øje med, når du tjekker den.

Mads Boel Bendix
Din løn
Det giver sig selv, at du skal have løn for de timer, du har arbejdet, og derfor bør du tjekke efter, at det er det korrekte timetal og den rigtige timeløn på lønsedlen.

En overenskomstdækket frisørs samlede løn består af to dele. Den ene løndel er en fast sats på 131,49 kroner i timen, kaldet provisionsminimallønssatsen, og den anden løndel er selve den optjente provision. Provisionen skal som minimum udgøre 15 procent.

Hvis de to løndele, sammenlagt, ikke udgør mindst 145,25 kroner i timen, er du garanteret denne sats. Den kaldes garantilønsatsen, fordi du som minimum er garanteret et af de to nævnte beløb i timen. Satsen er 148,25 kroner, hvis du arbejder mindre end 37 timer om ugen.

Disse satser gælder kun, såfremt du er omfattet af fagets overenskomst.

Hvis ikke du har overenskomst, kan det stadig være, at du har ret til provision, men det kommer an på, hvad du og din arbejdsgiver har aftalt i din kontrakt. Dog er det ikke sikkert, at provisionen regnes på samme måde, som hvis du har overenskomst. Derfor er det en god idé at lære modellen for sin provisionsberegning godt at kende.

Din pension
Overenskomsten bestemmer, hvilken procentdel din arbejdsgiver skal indbetale til din pension hver eneste måned. Det er derfor vigtigt, at du tjekker efter, om det rigtige beløb bliver indbetalt.

Din ferie
Som lønmodtager har du ret til fem ugers ferie om året. En fastansat optjener ret til 2,08 dages ferie for hver måneds beskæftigelse. Husk derfor at tjekke, om den korrekte ferie bliver lagt til hver måned.

Som oftest får du som frisør feriepenge, der svarer til 12,5 procent af din ferieberettigede løn. Feriepengene indbetaler arbejdsgiver til FerieKonto, som du kan tjekke på www.feriepenge.dk.

Hvis du har overenskomst på arbejdspladsen, har du udover dine fem ugers ferie ret til fem feriefridage, også kaldet den sjette ferieuge. De fem feriefridage betales månedligt gennem SH-betalingen, som du kan læse mere om i afsnittet nedenfor.

Din SH-betaling (særlig opsparing, feriefridage og søgnehelligdagsbetaling)
Er du dækket af overenskomsten, har du ret til månedlig SH-betaling svarende til samlet 13,25 procent (2022-sats). De 13,25 procent dækker over betalingen for:

  • Fem feriefridage, der svarer til 2,25 procent per måned.
  • Særlig opsparing, som pr. 2022 svarer til seks procent. Denne procent reguleres årligt ifølge overenskomsten.
  • Søgnehelligdagsbetaling, der svarer til fem procent af din ferieberettigede løn pr. måned, og som dækker din løn for de søgne- og helligdage, som din arbejdsplads holder lukket.

Tillæg og sygeløn
Får du tillæg på din lønseddel? Det kan være, at du for eksempel skal have en provision for salg af produkter? Eller at du skal have tillæg for overarbejde eller ubekvem arbejdstid? Det kan være, at du har været syg og har ret til løn under sygdom? Så husk at tjekke og regne efter, at alt stemmer med din og arbejdsgivers aftale eller overenskomsten.

Et mere overordnet blik
På de fleste lønsedler fremgår din optjente løn og pension for hele året. Hvis du er på timeløn, fremgår det blandt andet også, hvor mange feriepenge der er indbetalt. Tjek derfor, om disse tal stiger korrekt hver eneste måned.
Foto: Unsplash
Unsplash