04. juli 2021
Fremtiden ligger i dine hænder: Frist for forslag til delegeretmøde nærmer sig
Hvordan ser fremtiden for alle os i frisør- og kosmetikerfaget ud? Og hvordan sikrer vi i fællesskab ordentlige arbejdsforhold, fair løn, gode vilkår for elever og meget andet? Hvad skal ændres? Hvad skal vi arbejde med? Fristen for at sende forslag ind til efterårets delegeretmøde er den 4. august.

Det er nu, du kan melde dig på banen og fortælle os, hvis du går og tænker over udfordringer eller andre ting i dit arbejdsliv, som ville være godt at gå videre med.


”Det er engagement, der er byggestenen for fremtiden i DFKF og vores medlemmers arbejdsliv. For overenskomster, arbejdsvilkår og meget andet kommer ikke af sig selv. Ved at sende forslag ind til efterårets delegeretmøde er man med til at bestemme retningen for, hvad vi skal arbejde med fremadrettet”, siger Lone Frost, formand for DFKF.


DFKF er nemlig til for at skabe rammerne om et sundt og godt arbejdsliv og hjælpe hvert enkelt medlem med det. Derfor er det også vigtigt at vide fra jer, hvad det er, der vil skabe det mest optimale arbejdsliv for jer.

Forslag kan sendes på mail: dfkf@forbundet.dk, og fristen er altså den 4. august.


Efterårets delegeretmøde bliver afholdt den 4. oktober på Hotel Nyborg Strand. Samtlige indkomne forslag, dagsordenen for delegeretmøde, en beretning over DFKF’s virksomhed siden sidste delegeretmøde samt regnskabet offentliggøres på vores hjemmeside senest en måned før delegeretmødets afholdelse. Samme materiale sendes til de delegerede senest en måned, før delegeretmødet finder sted.