21. juni 2021
Mød 17-årige Frederikke: Derfor er jeg medlem af en fagforening
17-årige Frederikke Sophie Jensen er i mesterlære i salonen Mo-Hair på Frederiksberg. Hun er glad for at være medlem af DFKF, som giver hende tryghed som frisørelev.

Af Anders Reinholdt Jonssen

I disse år bliver flere frisørelever medlem af en af de såkaldt gule fagforeninger. Mange ved dog ikke, at de gule fagforeninger hverken kan sikre én den rette frisøruddannelse eller eksempelvis hjælpe med problemer relateret til løn og arbejdstid.

Det kan DFKF til gengæld. Og en af de frisørelever, som har meldt sig ind i Forbundet, er 17-årige Frederikke Sophie Jensen.

”Det giver mig en tryghed i mit arbejde som frisørelev. Det er rart at have en fagforening, jeg kan henvende mig til, hvis jeg har nogle spørgsmål, der relaterer sig til mit arbejdsliv. På den måde føler jeg, jeg er sikret”, siger Frederikke Sophie Jensen.

Hun er i mesterlære i salonen Mo-Hair på Frederiksberg. Her er der ordnede forhold, et godt kollegaskab, og så er Mo-Hair medlem af dofk, så man som elev er sikker på at få den frisøruddannelse, som dofk og DFKF i fællesskab sætter rammerne for.

”Som frisørelev er det dejligt at være et sted, hvor min uddannelse bliver taget lige så seriøst som min passion for faget”, fortæller hun.

Frederikke er nemlig ret perfektionistisk, og for hende er det vigtigste i elevtiden både at kunne dygtiggøre sig samtidig med, salonen er et rart sted at være i mesterlære.

”Det betyder meget for mig med et godt kollegaskab og nogle, der støtter en samtidig med, de lærer mig en masse. For mig må min mesterlære godt være fire lærerige arbejdsår, men de skal på samme tid være fire rare år”, fortæller hun.

DFKF og dofk laver i fællesskab frisøruddannelsen og står for svendeprøver. Som fagforbund hjælper vi med at stå bag og sikre en god uddannelse, arbejdstid, løn, og så kan man som frisørelev også som medlem eksempelvis deltage i Shooting Star.


Frederikke er medlem af DFKF. Foto: Anders Reinholdt Jonssen


Frederikke er medlem af DFKF. Foto: Anders Reinholdt Jonssen