10. marts 2023
Frisør- og Wellnessområdet har fået ny overenskomst
Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund indgik forlig om overenskomsten natten til onsdag

Lisbeth J. Andersen

Indgåelsen af årets overenskomster er af flere forhandlere kaldt de sværeste forhandlinger i mange år.


Det blev det også for forhandlerne fra Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund, og det er derfor med meget stor tilfredshed, at vi kan fortælle at parterne natten til onsdag indgik forlig om overenskomsten på frisørområdet fra 1. marts 2023 til 1. marts 2025. Torsdag indgik parterne en tilsvarende overenskomstaftale om overenskomsten på Wellnessområdet.


”Det er et smalt forlig, men vi er glade for at vi nåede i mål og opnåede enighed for vores medlemmer, som vil opleve at få flere penge imellem hænderne", udtaler Lone Frost, formand DFKF.


”Vores medlemmer vil de kommende to år få en højere garantiløn der vil stige med 9 kr. over de næste to år, arbejdsgiverne overtager 2% af medarbejdernes andel af pensionsindbetalingen, der i stedet vil komme ud som løn. 


Særlig opsparing stiger med 2% i 2024, samt højere tillæg for de medlemmer der har en 8-21 aftale eller ubekvem arbejdstid” (pr. 1.marts 2023: 4,5% og pr. 1. marts 2024: 3,5%). Elevernes satser stiger ligeledes 1. marts 2023 med 4,5% og 3,5% pr. 1. marts 2024.


Lone Frost fortsætter ”før resultatet kan udmøntes, skal det til afstemning hos vores medlemmer, der får mulighed for at give deres mening til kende. Det er derfor meget vigtigt at vores medlemmer husker at bruge deres stemme, når de får overenskomsten til afstemning”.



OK_2023_DFKF_LOGO_SuS_borgbjerg