23. aug. 2021

Copenhagen Fashion Week er tilbage: Kom med bag om stylingen til et af de største shows

Hårstylist Marianne Jensen var presset til det yderste med at få et look klar, som hun selv kalder for sit til dato mest ambitiøse til Copenhagen Fashion Week.

Begivenheder
Billede til nyheden Copenhagen Fashion Week er tilbage: Kom med bag om stylingen til et af de største shows
Foto: Anders Reinholdt Jonssen

Med inspiration i havet, bølgerne, solsikker og sand var den stærke kvinde i fokus for brandet Helmstedt - en af de største succeser i dansk mode de senere år - til deres show under Copenhagen Fashion Week på Refshaleøen i København.

Her blev der inden showstart kæmpet for at få alle looks klar til tiden, og her blev der stort set taget alle de teknikker i brug, man kan forestille sig.

”Vi pressede den til det yderste med mit til dato mest ambitiøse look til et show. Men det er bare sjovt. Jeg tænder nemlig lidt på adrenalin, og det er så dejligt at være tilbage igen og se alle pigerne fyre den af. Alle gør sig umage og byder ind mere end nogensinde før. Det samme gør jeg selv”, fortæller Marianne Jensen.

”Jeg fik den idé at forlænge havet og bølgerne og føre det videre ud i håret med både sten og bølger fra påsatte toupéer, der både passede i farven og brød den lidt. På den måde omfavnede vi pigernes eget look og gav dem mere længde og styrke. Lidt ligesom med havfiguren Ariel, hvor der ligger en styrke i håret”, siger Marianne Jensen.

Hun gik efter, at alle piger skulle have mod til at være sig selv og få tilført ekstra styrke.

”Derfor blandede vi eksempelvis også slikket hår med en rodet fletning eller omfavnede nogle af pigernes stærke krøl. Det havde vi aldrig gjort for to år siden. Man kan sige, vi er blevet mere individuelle på den måde og hylder kvindernes forskellighed med alt, hvad det indebærer”, fortæller hun.

Og det er faktisk noget, vi kommer til at se meget mere af til efteråret, når du spørger Marianne Jensen.

”Det er en stor tendens i tiden, at man går med den tekstur, man har. Har modet til at omfavne sit hår og bare være sig selv i et stærkt look. Det kommer vi til at se meget mere af”, fortæller Marianne Jensen.

Relaterede nyheder