21. apr. 2023

Fletning i frisørfaget: Fra hverdag til fest

Frisører er mestre i at skabe smukke frisurer, og en teknik, der har vundet popularitet i de seneste år, er fletning. Bliv inspireret af topfrisør Marianne Jensen.

Inspiration
Billede til nyheden Fletning i frisørfaget: Fra hverdag til fest

Fletning er ikke kun en enkel metode til at style håret, men det kan også give et glamourøst og sofistikeret look til enhver anledning, fra bryllupper til konfirmationer. Når du forlader frisøren, skal din frisure være stylet på en måde, du ikke selv kan, så du kan føle dig ekstra fin.

“Flet er kommet for at blive med inspiration fra, hvordan afroamerikanere styler deres hår. Vi anbefaler dog større flet i skandinavisk hår,” fortæller topfrisør Marianne Jensen.

Fletning er en alsidig teknik, der kan bruges til at style håret på mange forskellige måder. Det kan tilføje elegance, tekstur og personlighed til en frisure, og det er en af grundene til, at det er blevet så populært i frisørfaget.

“Flet er for alle – både drenge og piger. Kun ens egen kreativitet sætter grænser, og man kan bruge både ægte og syntetisk hår. Det sjove ved syntetisk hår er det, at man har uendelige farvemuligheder. Ægte hår kan tones, men med syntetisk hår kan man alt,” siger Marianne.

Men hvis man skal flette i samme hårfarve, som kunden eller modellen har, vil Marianne Jensen altid bruge extensions:

“Man kan lægge extensions i hovedbunden med tape og så flette henover. I virkeligheden er det nemt at få til at sidde fast. Det sjove ved fletninger er, at man kan forlænge håret med ekstra hår,” siger hun. Dette gælder dog kun, hvis kunden har fint hår.

Der er nemlig diversitet i fletninger – man kan bruge dem på mange, der har langt hår, så længe det ikke er tykt. Det er dog en smagssag, hvorvidt fletningen skal sidde løst eller stramt, så det skal man altid cleare med sin kunde, understreger Marianne Jensen.

“Jeg vil altid starte med at flette håret på et nyvasket, rent hår og så bruge et produkt, der ikke er sticky. Hvis det er meget krøllet hår, så lav små sektioner ad gangen. Det er en god idé at bruge clips til at hægte håret fra – jo mere det kan inddeles, jo nemmere er det at flette. Flet altid oppefra og ned,” oplyser Marianne.

Hun understreger desuden, at ingen frisør skal være bange for at flette, for man kan altid gøre det om:

“Det er ikke som en permanent. Man skal ikke holde sig tilbage. Sådan er det egentlig med al styling. Det skal være en ting, man har det sjovt med, synes jeg,” slutter Marianne.

Relaterede nyheder