24. jan. 2022

Stjerner på stribe dukker op på den røde løber med en Wolf Cut. Kom i klippeskole med topfrisør Marianne Jensen og få tips og tricks til den perfekte Wolf Cut.

Inspiration
Billede til nyheden
Foto: Asger Mortensen

Billie Eilish var den første til at få en Wolf Cut. En relativt lang, bølget og organisk indramning af ansigtet med masser af etager.

Siden fulgte flere stjerner trop, og her i landet har kendte som Sarah Grünewald, Stine Hjelm og Helena Christensen i en lidt længere udgave også fået frisuren.

”Man rammer simpelthen ansigtet ind på smuk vis med kortere etager og pandehår, og det er en oplagt mulighed for langhårede piger at få en ny frisure på”, siger Marianne Jensen.

Hun laver alt fra at undervise i DFKF til at være stylist på store shows. Og så er hun tidligere kåret som årets hårstylist af magasinet Elle.

”Derudover kan man med en Wolf Cut gøre frisuren meget personlig med forskellige længder”, siger Marianne Jensen.

Når man klipper en Wolf Cut, så handler det først og fremmest om at aflæse ansigtet, så man rammer det ind på den rigtige måde.

”Man skal altid have skabt en ramme om ansigtet. Derfor skal man også som frisør kigge på strukturerne, og hvad der klæder den enkelte bedst. Har man for eksempel en kunde med flotte og markerede kindben, jamen så kan man lave Wolf Cut lidt kortere. Har man en kunde med lidt rundere kinder, så kan man med fordel give lidt mere længde i nakken og lidt kortere pandehår, så man rammer ansigtet ind ovalt”, siger Marianne Jensen.

Det gode ved Wolf Cut er, at man har frie tøjler til at gøre det længere, eller præcis som man gerne vil.

”Det vigtige er bare at bruge spidsen af saksen, når man klipper, så man får en organisk og blød klip”, siger Marianne Jensen.

Her via linket kan du gå på opdagelse i Billie Eilish’ Wolf Cut på hendes Instagram-profil.

Relaterede nyheder