Når vi taler om sammenhold i vores fag, er det let at tænke på de store ting. Overenskomstforhandlinger, faglige konflikter og de resultater, vi gennem årene har opnået ved at stå sammen.
Men jeg tror, vi skal begynde et andet sted.
For et stærkt fællesskab bliver ikke skabt ved forhandlingsbordet alene. Det begynder i hverdagen, når vi interesserer os for hinandens vilkår og er villige til at tage ansvar for mere end vores egen situation.
Det kan lyde enkelt. Men jeg mener, at det er en af de vigtigste forudsætninger for, at vi også i fremtiden kan have et stærkt frisør- og kosmetikerfag.
Når det ikke kun handler om mig
Vi har alle sammen forskellige behov og ønsker til vores arbejdsliv.
For nogle fylder lønnen mest. For andre handler det om arbejdstider, pension, barsel eller muligheden for at udvikle sig fagligt. Det er helt naturligt.
Men fællesskabet bliver først for alvor stærkt, når vi også kan se betydningen af de forhold, der ikke nødvendigvis berører os selv lige nu.
Måske har du ikke selv brug for barselsrettigheder. Måske har du aldrig oplevet problemer med din løn eller været uenig med din arbejdsgiver om arbejdstiden.
Men det kan din kollega have. Og på et andet tidspunkt i livet kan situationen være omvendt.
Derfor er det vigtigt, at vi ikke kun vurderer værdien af fælles aftaler ud fra, hvad vi selv får brug for her og nu.
Hvem tager ansvar for fællesskabet?
I en travl salon kan det være svært at finde overskud til at engagere sig i spørgsmål, der rækker ud over dagens arbejde. Det forstår jeg godt.
Men hvis alle overlader ansvaret til andre, risikerer vi, at der til sidst ikke er nogen tilbage til at løfte det. Det gælder både i hverdagen på arbejdspladsen og i det større faglige fællesskab.
Når en kollega gør opmærksom på et problem med arbejdstiden, når en elev stiller spørgsmål til sine rettigheder, eller når nogen engagerer sig i fagforeningens arbejde, er det med til at holde samtalen om vores fælles vilkår levende.
Vi behøver ikke alle sammen at engagere os på samme måde. Men vi har brug for, at flere oplever, at deres stemme betyder noget.
Det, vi har sammen, skal også udvikles sammen
Vi har gennem generationer opbygget et arbejdsmarked, hvor mange væsentlige rettigheder bliver aftalt mellem fagforeninger og arbejdsgivere. Det er en styrke, men det er ikke en selvfølge.
De aftaler, vi har i dag, er resultatet af mennesker, der engagerede sig i spørgsmål med betydning for andre end dem selv. Den tanke synes jeg, vi skal holde fast i.
For når vi diskuterer fremtidens løn, pension og arbejdsvilkår, handler det ikke kun om, hvad den enkelte kan få ud af en aftale.
Det handler også om, hvilket arbejdsliv vi ønsker for vores kolleger og for dem, der kommer efter os.
Vi behøver ikke at være enige om alt
Sammenhold betyder ikke, at vi altid skal mene det samme.
Der skal være plads til forskellige erfaringer, holdninger og ønsker. Det er netop gennem samtalen, at vi bliver klogere på, hvilke udfordringer der fylder i vores fag.
Men vi skal kunne være uenige og samtidig anerkende, at vi har en fælles interesse i ordentlige vilkår.
Som formand for DFKF ønsker jeg et fagligt fællesskab, hvor medlemmerne ikke kun føler sig repræsenteret, men også oplever, at de kan være med til at præge udviklingen.
Det kan begynde med at tale med kollegerne om deres arbejdsvilkår, gøre opmærksom på problemer eller dele sine erfaringer og idéer med os i forbundet. Man kan også engagere sig som tillidsrepræsentant eller deltage i faglige arrangementer. Det vigtigste er ikke, at alle gør det samme, men at vi hver især bidrager med det, vi kan.
For sammenhold er ikke bare noget, vi taler om, når der skal forhandles en ny overenskomst.
Det er noget, vi dyrker og styrker i hverdagen. Og det begynder med os selv.
