Som frisør arbejder du tæt på både vand og en lang række forskellige produkter hver eneste dag. Det er en selvfølgelig del af faget, men påvirkningen stopper ikke nødvendigvis, når kunden forlader stolen.
Hud, slimhinder og luftveje er blandt de områder, der kan blive påvirket af arbejdet med frisørprodukter. Samtidig kan meget vådt arbejde være med til at nedbryde hudens naturlige barriere, så huden bliver mere sårbar over for stoffer, der kan irritere eller fremkalde allergi.
Derfor er det vigtigt ikke kun at tænke på, hvad et produkt gør ved håret, men også på, hvad arbejdet med det kan betyde for dig.
Din guide til produkterne i salonen
BFA Service – Turisme har sammen med Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund og DOFK udarbejdet branchevejledningen om frisørprodukter.
Vejledningen blev revideret i 2024 og er siden blevet gjort tilgængelig som webvejledning. Det betyder, at du kan slå op i den direkte fra mobilen, når du har brug for den i hverdagen.
Her kan du blandt andet finde viden om:
de forskellige typer frisørprodukter og deres indholdsstoffer
hvordan produkterne kan påvirke hud, slimhinder og luftveje
produktinformation og mærkning
kemisk risikovurdering
forebyggelse og personlige værnemidler
ventilation og gode arbejdsmetoder
faresymboler og farebetegnelser.
Der findes også et skema, der kan bruges til at afdække problemer med frisørprodukter og som hjælp i arbejdet med den kemiske risikovurdering.
Forebyggelse skal være en del af arbejdsdagen
Når man arbejder med de samme produkter hver dag, kan det være let at vænne sig til dem. Men netop den gentagne påvirkning gør det vigtigt at have gode rutiner.
Branchevejledningen peger blandt andet på muligheder for at erstatte produkter med mindre farlige alternativer, ændre arbejdsmetoder, bruge ventilation og udsugning, opbevare produkter fornuftigt og bruge de nødvendige personlige værnemidler.
Det handler med andre ord ikke om at være bange for produkterne i salonen. Det handler om at kende dem og begrænse påvirkningen, hvor det er muligt.
For de produkter, du arbejder med i få minutter ad gangen, kan være en del af din arbejdsdag gennem mange år.
Hav vejledningen ved hånden
Branchevejledningen kan bruges både som opslagsværk i hverdagen og i salonens arbejde med arbejdsmiljø og kemisk risikovurdering.
Den ligger online, så du kan gå direkte til det emne, du har brug for, også fra mobilen.
