Efter flere års arbejde bliver barberområdet nu en del af erhvervsuddannelsessystemet som et selvstændigt speciale. Den nye barberuddannelse åbner fra 1. august 2026 og giver kommende elever mulighed for at uddanne sig målrettet inden for barberfaget.

Formålet er at skabe en tydelig faglig ramme om et område, som i de senere år har udviklet sig markant i både stil, teknikker og efterspørgsel.
Sådan er uddannelsen bygget op
Uddannelsen er opbygget som en erhvervsuddannelse med grundforløb og hovedforløb.
Grundforløbet introducerer eleverne til frisør- og barberfaget, herunder blandt andet kemisk arbejdsmiljø og grundlæggende faglige kompetencer.
På hovedforløbet veksler eleverne mellem skoleperioder og oplæring i godkendte virksomheder. Uddannelsen har en samlet varighed på cirka 2½ år, afhængigt af elevens baggrund og erfaring.
Det betyder, at barberfaget fremover får en mere struktureret uddannelsesvej med klare krav til oplæring og fagligt niveau. Det mener også Camilla Wahl Bach, som er frisør, faglærer og medlem af Hovedbestyrelsen i DFKF:
“Nu får branchen endelig den faglige og samfundsmæssige anerkendelse, den længe har manglet. Derudover får de, der allerede arbejder i faget, mulighed for at blive realkompetenceafklaret og få opgraderet deres nuværende frisørkurser til en egentlig erhvervsuddannelse. Det løfter både status, professionalisme og kvalitet i faget,” siger Camilla og fortsætter:
“Jeg håber, at uddannelsen bliver et attraktivt valg for flere, netop fordi den kun varer 2,5 år og er målrettet barberfaget. Eleverne får en praksisnær vej ind i faget, og med en officiel uddannelse bag sig står de langt stærkere, både fagligt og i deres fremtidige karrieremuligheder.”
Hvem kan oplære barberelever?
Godkendte virksomheder med faglærte frisører samt godkendte barbersaloner kan oplære elever i det nye speciale.
For mestre, der arbejder med barberområdet, kan det blive en ny mulighed for at bidrage til uddannelsen af kommende kollegaer og styrke rekrutteringen til faget. Og det er meget vigtigt, mener Camilla Bach:
“Det bliver afgørende, at branchen bakker op om uddannelsen fra dag ét. Mestre spiller en central rolle i at få uddannelsen godt fra start ved aktivt at tage barberelever i lære. Jo flere praktikpladser og engagerede mestre, jo bedre står uddannelsen og branchen fremover,” udtaler Camilla og afrunder:
“Når frisør- og barberfaget står sammen i en fælles front, kan vi anerkende hinandens styrker og arbejde målrettet for at udvikle branchen som helhed. Et stærkere samarbejde kan skabe mere faglig sparring, flere læringsmuligheder og en bedre forståelse for de forskellige håndværkstraditioner til gavn for både elever, mestre og kunder.”



