Frisørfaget er kendt for kreativitet og præcision, men også for daglig kontakt med kemiske produkter, som kan være hårde ved huden. Derfor er det en vigtig milepæl, at der nu er vedtaget en officiel international standard for frisørhandsker.
Standarden er udviklet i regi af ISO (International Organization for Standardization) og fastlægger krav til kvalitet, pasform og beskyttelse i handsker, der bruges i frisørarbejde. Den skal både mindske risikoen for allergi og give bedre arbejdssikkerhed i salonerne.
Den nye standard vil i løbet af de kommende seks måneder blive implementeret på nationalt niveau i hele EU gennem CEN (Den Europæiske Standardiseringskomité). Det betyder, at frisører og saloner snart vil kunne få adgang til certificerede handsker, der lever op til de nye krav.
Ifølge UNI Europa, som vi i DFKF samarbejder med, er næste skridt at skabe opmærksomhed og udbrede kendskabet til standarden. Producenterne vil begynde produktionen, når efterspørgslen viser sig i branchen.
Formand Lone Nordentoft Frost glæder sig over udviklingen:
”Vi har længe arbejdet for, at frisørers arbejdsmiljø bliver taget alvorligt, også på internationalt plan. Med den nye handskestandard får vi et konkret værktøj, der kan gøre en stor forskel for mange. Det er et vigtigt skridt for både sikkerhed og sundhed i faget.”
Vi opfordrer til at holde øje med, hvornår handskerne bliver tilgængelige på markedet.
Den nye handskestandard
Udarbejdet af International Organization for Standardization (ISO).
Formålet er at beskytte frisører mod allergi, hudirritation og kemikalier.
Implementeres i EU senest marts 2026.
Bag initiativet står UNI Europa i samarbejde med fagforbund og eksperter fra flere lande.



