På bare et halvt år har vi hjulpet medlemmer med at få over 1 million kroner tilbage i manglende løn, godtgørelser og andre efterbetalinger. Det er resultatet af 34 afsluttede sager, hvor vi har stået skulder ved skulder med medlemmerne og kæmpet for deres rettigheder.
Sagerne har været vidt forskellige, men fælles for dem alle er, at de har gjort en reel forskel for det enkelte medlem. Vi har blandt andet:
Fået udbetalt manglende løn og sygeløn, som udgør størstedelen af sagerne.
Inddrevet fratrædelsesgodtgørelser.
Fået medhold i sager om brud på ligebehandlingsloven.
Hjulpet medlemmer med at få deres penge via Lønmodtagernes Garantifond (LG).
Her er et par eksempler på sager, der har gjort en forskel:
Et medlem blev uberettiget opsagt under sygdom og fik en godtgørelse på ca. 100.000 kr.
Et andet medlem fik efterregulering af sygeløn på 5.000 kr., efter at arbejdsgiver mente, der skulle bruges fridage til heling efter fjernelse af visdomstænder. Det skulle dog have været registreret som sygdom.
En sag om nedskæring i timeantal efter barsel, som ikke var sagligt begrundet, endte med et forlig på 145.000 kr. i godtgørelse til medlemmet.
En elevsag om manglende udbetaling af tillæg sikrede medlemmet ca. 15.000 kr., efter at tillægget uretmæssigt var blevet tilbageholdt.
Og vi er langt fra færdige. I anden halvdel af året forventer vi at afslutte endnu flere sager, hvoraf en række har potentiale til at sikre store beløb til vores medlemmer.
Har du spørgsmål til dine rettigheder, eller har du mistanke om, at du ikke har fået det, du har krav på? Kontakt os snarest muligt.