21. aug. 2025

Hvornår er du egentlig udlært?

Svendeprøven er ikke nødvendigvis din sidste dag som elev. Det er udlæringstidspunktet, der tæller, og det kan have stor betydning for din løn og dine rettigheder. Vi guider dig til at kende forskellen og stå fast, hvis nogen prøver at udnytte dig.

Elever
Billede til nyheden Hvornår er du egentlig udlært?
Kender du forskellen på svendeprøve og udlæringstidspunkt?

Udlæringstidspunktet – altså den dag, du officielt er færdigudlært – er ikke nødvendigvis lig med tidspunktet, hvor du har bestået svendeprøven. Det skaber desværre forvirring for mange elever, og i værste fald udnyttes det.

Vi har nemlig hørt om arbejdsgivere, der påstår, at elever skal blive “lidt længere” i salonen (f.eks. et halvt år) på elevløn, selvom de reelt er færdigudlærte og har krav på fuld løn som udlært. Det er forkert.

Så hvornår er du færdig?

Det afhænger af, hvad der står i din uddannelsesaftale. Det er ikke dagen for svendeprøven, der afgør det, men den dato, hvor skolen har godkendt, at hele læretiden er gennemført. Det vil sige: den dato, din skole “stempler” dig ud.

Hvis du f.eks. består svendeprøven i maj, men først har officiel udlæringsdato i juni, så er det først i juni, du skal overgå til udlært løn og nye vilkår. Omvendt gælder det også, at du ikke skal arbejde videre som elev efter denne dato.

Hvad skal du gøre?

  • Tjek din uddannelsesaftale: den præcise slutdato står der.

  • Få bekræftet udlæringstidspunktet hos skolen.

  • Stå fast, hvis en arbejdsgiver forsøger at få dig til at blive længere på elevløn. Du er berettiget til udlært løn fra den dag, du er udlært.

Hvis du er i tvivl, er du altid velkommen til at skrive eller ringe til os.

Relaterede nyheder