21. aug. 2025

Hænderne skal holde hele livet: 5 gode råd fra kemikeren

Mens EU strammer op på reglerne, og en global vejledning til handskeproducenterne om en handske specifikt til frisører er på vej, minder kemiker Ulrik Ahrensbøll-Friis os om, hvorfor korrekt brug af handsker stadig er afgørende for dit helbred.

Arbejdsmiljø
Billede til nyheden Hænderne skal holde hele livet: 5 gode råd fra kemikeren
Kemiker Ulrik Ahrensbøll-Friis giver fem råd til korrekt brug af handsker i frisørfaget.

Når sommeren rammer, og handskerne føles som et lille drivhus for hænderne, kan det være fristende at droppe dem. Men det er stadig en rigtig dårlig idé, både for din hud og dit helbred på længere sigt.

Ifølge kemiker Ulrik Ahrensbøll-Friis, som tidligere har rådgivet DFKF om både håndeksem og kemisk arbejdsmiljø, er der dog positivt nyt: frisører bruger i dag handsker oftere og til flere opgaver end tidligere. Det viser blandt andet læge Martin Havmoses ph.d., hvor frisørers adfærd i salonen er blevet undersøgt over tid.

En global vejledning til handskeproducenter på vej

En anden nyhed fra Ulrik er, at en international vejledning til handskeproducenter er lige på trapperne. Den vil for første gang tage specifikt højde for frisørarbejdet og dermed sikre bedre beskyttelse i produkter, der bruges i hele verden. Vejledningen har netop været til afstemning, og den endelige godkendelse er nu kun et spørgsmål om tid.

Derfor skal du bruge handsker – altid

Selvom vi stadig mangler helt ny forskning fra Danmark, er der ingen tvivl om, at korrekt og konsekvent brug af handsker gør en forskel. Ikke kun mod håndeksem, men også i forhold til at undgå allergier, kemikaliepåvirkning og potentielt endnu mere alvorlige sygdomme.

Og nej, det er ikke her, du skal spare. Som Ulrik pointerer:

“Det giver ganske enkelt ikke mening at ville spare på handsker, når vi ser, hvad frisører udsættes for. Tallene taler for sig selv.

Vi følger op, når der er nyt fra forskningsområdet. Indtil da er budskabet klart: Pas på dine hænder. De skal holde i mange år.

5 gode råd fra Ulrik

  1. Brug handsker til alle kemiske behandlinger – ikke kun farvning og afblegning, men også ved vask. Brug dem så lang tid, det er nødvendigt, men så kort tid som muligt.

  2. Tag handskerne korrekt af – for der sidder ofte allergifremkaldende stoffer på ydersiden.

  3. Genbrug aldrig handskerne – engangshandsker må kun bruges én gang.

  4. Brug nitrilhandsker – de beskytter bedre end latex og vinyl.

  5. Brug handsker med korrekt pasform – de skal sidde tæt, men ikke stramme. Husk også, at ringe og smykker kan nedsætte den beskyttende virkning.

Relaterede nyheder