24. mar. 2025

Fra nysgerrighed til viden: “Hvis der opstår en konflikt, ved jeg nu, hvordan jeg skal håndtere den”

For 23-årige Josefine var forbundets kursus for tillidsrepræsentanter en øjenåbner. Hun tog afsted for at lære mere om sin overenskomst og få konkrete værktøjer til hverdagen – og gik derfra med både ny viden og et stærkere netværk.

Inspiration
Billede til nyheden Fra nysgerrighed til viden: “Hvis der opstår en konflikt, ved jeg nu, hvordan jeg skal håndtere den”
Foto: DFKF

Da frisør og medlem af forbundet Josefine Mølgaard hørte om kurset for tillidsrepræsentanter, var det en ven fra et andet fag, der havde vækket hendes interesse. Det lød spændende og lærerigt, og hun besluttede sig for at deltage.

Hendes forventninger var klare: at få en bedre forståelse af overenskomsten og konkrete værktøjer til at håndtere udfordringer på arbejdspladsen.

Nye indsigter og praktiske redskaber

Kurset bød på mere end bare teori. Gennem diskussioner og erfaringsudveksling med andre deltagere fik Josefine et værdifuldt indblik i, hvordan hun kan tackle forskellige udfordringer til daglig, når hun går på arbejde i Salon Flemming Horsner i Køge.

“Jeg fik hørt en masse historier og udfordringer fra de andre kursister, hvilket gav mig en forståelse af, hvordan man kan gribe tingene an,” fortæller hun og peger på, at et kursus som dette giver redskaber til et stærkere fællesskab på arbejdspladsen.

Forberedt på fremtidige udfordringer

Selvom Josefine endnu ikke har stået i en konkret situation, hvor hun har skullet bruge sine nye færdigheder, føler hun sig nu langt bedre rustet.

“Hvis der opstår en konflikt, ved jeg, hvordan jeg skal håndtere den,” siger Josefine.

Men for hende har kurset handlet om mere end blot konflikthåndtering. Det har også givet hende en større bevidsthed om, hvordan man skaber en bedre arbejdskultur og har på den måde understøttet hendes erfaring fra praksis og den 4-årige frisøruddannelse på EUC Sjælland.

Josefine mener, at kurset er relevant for alle frisører og kosmetikere, der ønsker at styrke deres kommunikation og forstå deres rettigheder bedre.

“Det giver en masse gode redskaber – både til ens eget arbejde og til samspillet med kolleger og kunder,” siger hun. Samtidig anbefaler hun at blive medlem af DFKF:

“Det er dem, der kender vores overenskomst bedst og kan hjælpe os, hvor vi har brug for det,” afrunder hun.

Overvejer du at engagere dig mere i dit faglige fællesskab? Så kan et kursus som dette være et rigtig godt sted at starte. Se listen her

Relaterede nyheder