22. nov. 2024

Arbejdstidens daglige placering

Når du er ansat under frisør- eller wellnessoverenskomsten, er du omfattet af nogle arbejdstidsregler, der skal følges på din arbejdsplads. Disse regler gælder for både elever og færdiguddannede frisører og kosmetikere.

Arbejdstid
Billede til nyheden Arbejdstidens daglige placering
Vær opmærksom på, om din arbejdstid er i overensstemmelse med reglerne. Kontakt os, hvis du er i tvivl. Foto: Shutterstock

I denne artikel vil vi komme ind på arbejdstidens daglige placering med fokus på arbejde i hverdagene samt om lørdagen, herunder hvilke begrænsninger der er.

Af overenskomsternes § 5 fremgår det, at hvis du har lørdagsarbejde, må du kun arbejde en hverdag til efter kl. 17:30. Det betyder samtidig, at hvis du har to eller flere arbejdsdage på en hverdag til efter kl. 17:30, er det i strid med reglerne, hvis du også skal arbejde om lørdagen.

Hvis reglerne ikke følges, vil det betragtes som et overenskomstbrud, hvilket medfører, at arbejdsgiver kan pålægges at skulle betale en bod.

Formålet med reglerne er, at du som medarbejder ikke skal have for lange arbejdsdage i hverdagen samtidig med at skulle arbejde om lørdagen.

I det følgende kan du se eksempler på arbejdstider, som er i orden, og arbejdstider, som er i strid med reglerne:

Uge 1

Mandag 09:00-17:00
Tirsdag Fri
Onsdag 10:00-19:00
Torsdag 10:00-18:00
Fredag 09:00-17:00
Lørdag 08:00-13:00

 

Uge 2

Mandag 09:00-17:00
Tirsdag Fri
Onsdag 10:00-17:30
Torsdag 10:00-17:30
Fredag 09:00-17:00
Lørdag 08:00-14:00

 

Arbejde om lørdagen i skemaet for Uge 1 er i strid med reglerne. I hverdagene i uge 1 arbejdes der onsdag til kl. 19:00 og torsdag til kl. 18:00. Der er således to dage til efter kl. 17:30, hvilket medfører, at der ikke må arbejdes om lørdagen.

I Uge 2 arbejdes der til senest kl. 17:30 i hverdagene. Derfor er det her i overensstemmelse med reglerne, at der også arbejdes om lørdagen.

Relaterede nyheder