24. okt. 2024

Thomas og TR-kollegerne blev opdateret på pensionsordningen

Thomas Knarkkegaard deltog den 8. oktober sammen med godt 250 kollegaer på PensionDan-marks årlige konference for tillidsrepræsentanter – TR-Forum. Her blev han blandt andet klogere på mulighederne inden for kunstig intelligens.

Pension
Billede til nyheden Thomas og TR-kollegerne blev opdateret på pensionsordningen
Thomas Knarkkegaard er frisør, tillidsrepræsentant og næstformand i Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund. Foto: Brian Mejnert Larsen

I år foregik arrangementet på Hotel Legoland i Billund, hvor tillidsrepræsentanterne blandt andet kunne høre PensionDanmarks nye administrerende direktør Peter Stensgaard Mørch i samtale med bestyrelsesformand og forbundsformand i 3F Henning Overgaard.

Samtalen gav et indblik i visionerne og fremtidsplanerne for PensionDanmarks medlemmer, som er formuleret i en ny strategi ”Tryghed, Fællesskab og Fleksibilitet”. Strategien lægger blandt andet op til mere fleksible forsikringsordninger for medlemmerne og en ny investeringsstrategi, som skal sikre høje afkast og nye former for samfundsbidrag. 

Der blev også sat fokus på medlemmernes sundhedsordning og på de nye muligheder for at få hjælp med Online Fysioterapi, hvor medlemmerne kan få hjælp med øvelser og smertehåndtering online.

Nysgerrig på kunstig intelligens

En af deltagerne var frisør og næstformand i DFKF Thomas Knarkkegaard. Han har været ansat i Park by Frisør Uniq i Køge i 21 år, og har været tillidsrepræsentant næsten lige så længe. Han sætter stor pris på den årlige konference, som han har deltaget i adskillige gange.

”Det giver et fællesskab, så man hver gang bliver boostet til at give den en skalle igen,” fortæller han mod slutningen af dagens program.

Thomas benyttede blandt andet TR-Forum til at deltage i en temasession om kunstig intelligens, som han finder meget interessant. 

”Jeg er nysgerrig på, om vi kan bruge det noget mere. Både arbejdsmæssigt og i organisationen. Det kan gøre tingene nemmere, hvis man fodrer maskinerne rigtigt, så man ikke hele tiden møder ventetid og får hurtigere service,” fortæller han.

Som tillidsrepræsentant er han tryg ved, at PensionDanmark er langt fremme i brugen af kunstig intelligens, som også er et vigtigt element i den nye strategi, hvor det blandt andet skal løse referatopgaver, så medarbejderne kan fokusere på rådgivning.

”Absolut. Jeg tænker, det kommer til at give en mere lige rådgivning,” siger Thomas og tilføjer:
”Jeg går hjem med en god mavefornemmelse. Jeg synes, det lyder godt."

Om TR-Forum

TR-Forum er medlemmernes talerør i pensionsordningen i PensionDanmark, hvor de enkelte fagforbund udpeger deres tillidsrepræsentanter.

TR-Forum er en del af medlemsdemokratiet i PensionDanmark. Her drøfter tillidsrepræsentanter pensionsordningen – og hvordan den kan gøres bedre.

 

Relaterede nyheder