23. feb. 2024

Din løn, når du går syg hjem

Er du i tvivl om dine rettigheder, når du går syg hjem fra arbejde? Så læs med her.

Løn
Billede til nyheden Din løn, når du går syg hjem

Lønmodtagere under overenskomst
Hvis du som lønmodtager er omfattet af overenskomsten og går syg hjem fra arbejde, får du løn for de timer, hvor du skulle have været på arbejde. Det vil sige, at de samme regler gælder, når du går syg hjem fra arbejde, som hvis du ellers havde meldt dig syg fra morgenstunden. Lønnen, når du går syg hjem fra arbejde, bliver beregnet efter de samme regler som løn under sygdom, det vil sige gennemsnitslønnen fra de seneste 16 ugers lønsedler.

Elever
Hvis du er elev, er du altid dækket af overenskomsten og får løn, hvis du går syg hjem. Lønnen svarer til din overenskomstfastsatte elevsats.

Ingen overenskomst?
Hvis der ingen overenskomst er på arbejdspladsen, og virksomheden heller ikke følger en overenskomst, afhænger lønnen, når du går syg hjem, af, hvad der er aftalt i den enkelte kontrakt. I mangel af en konkret aftale og i tilfælde af, at du kun er dækket af Sygedagpengeloven under sygdom, har du ikke krav på løn for de timer, hvor du er gået syg hjem. Sygedagpengeloven dækker nemlig kun fra den første hele sygedag, det vil sige fra dagen efter, du er gået syg hjem, hvis du i så fald stadig er sygemeldt.

Relaterede nyheder