Kan jeg som mor få hele barselsperioden? Og kan jeg som far tage de uger barsel, jeg ønsker?
I august er der trådt nye regler for barsel i kraft, og der kan være flere spørgsmål til den nye lov, som vi guider dig på vej til at forstå lige her.
De nye regler betyder, at 11 uger er øremærket til hver forældre, og at far eller medmor dermed får ni uger mere, end det har været tilfældet tidligere.
- Dermed kan man på nær af ganske få undtagelser ikke længere overdrage hele barselsperioden til mor, og man kan heller ikke selv bestemme, om man vil holde eksempelvis fem ud af de 11 uger. Man skal holde hele den periode, der er øremærket til hver forældre, såfremt man ønsker at afholde sin barsel, siger Harun Muharemovic, der er jurist hos DFKF.
Som mor har du stadigvæk fire ugers graviditetsorlov, som begynder fire uger før terminsdato.
Her kan du læse nærmere om, hvad de nye barselsregler betyder for dig:
Som mor:
Når barnet er født, bliver dine 24 ugers barselsorlov fordelt således:
- To ugers tvungen barselsorlov, som er øremærket mor i forbindelse med fødslen.
- Otte ugers barselsorlov
- 14 ugers forældreorlov, hvor de ni uger er øremærket dig, hvis du er i arbejde.
Som far/medmor:
- Du har ret til to ugers fædre/medmororlov, som du kan afholde umiddelbart efter, barnet bliver født, eller når mor og barn kommer hjem fra hospitalet. Det bestemmer du selv, og det kræver ikke din arbejdsgivers godkendelse. Det er også tilladt at holde orloven senere, så længe du holder orloven, inden barnet fylder ti uger.
- 22 ugers forældreorlov
Er du på arbejdsmarkedet, er ni ud af de 22 uger øremærket og skal bruges, inden dit barn fylder et år. Det kan dog udskydes til, barnet fylder tre år, hvis særlige forhold gør sig gældende. Det kan for eksempel være alvorlig sygdom. De resterende 13 uger kan overdrages til mor, som skal holde orloven, inden barnet bliver 9 år.
Overdragelse af øremærket barsel:
De nye bestemmelser gælder kun lønmodtagere. I tilfælde af, man er selvstændig, ledig eller studerende, kan man vælge at overdrage op til 22 uger til den anden forælder.
Husk, at du altid er velkommen til at ringe eller skrive ind til os, hvis du er i tvivl om reglerne for barsel.