Shooting Star er dit udstillingsvindue, hvis du drømmer om at blive hårstylist. Derfor hjælper DFKF dig med at komme i gang, lære folk at kende, så du kan opleve, hvordan det rigtigt er til shows. Og de fleste begynder som shooting star hos os.
Det har 18-årige Emma Egelund netop oplevet. Her går vi bag om hendes look, ideer og ambitioner for fremtiden.
Navn: Emma Egelund
Alder: 18 år
Salon: Hårgalleriet, Skødstrup
Instagram: @emmastroemkjaeregelund
Model: Hannah Lund
Hvad drømmer du om med din karriere?
Jeg vil gerne ud og lave noget. Møde nogle mennesker. Jeg har altid godt kunne tænke mig at arbejde i udlandet. Om det så er til shows eller i salon, det må tiden vise. Jeg kan rigtig godt lide at se noget andet, end det vi laver herhjemme. I udlandet ser man nye trends og nye teknikker.
Hvordan er looket i dag?
Damehår behøver nødvendigvis ikke være feminint. Jeg vil gerne udfordre og også lege lidt med køn. I dag har jeg taget Hannah med. Hun har et herrejakkesæt på, men får en feminin klipning.
Jeg synes, det er ret fedt, jeg kan komme hende i noget så drenget, mens jeg laver en dameklip på hende.
Selve frisuren er meget feminin med nogle lidt længere bakkenbarter. Lidt pjuskede. Noget lidt længere pandehår, og så er den klippet lidt ind/gradueret i nakken, mens jeg har brugt uniform til at skabe et rundt look i siderne.
Hvad er det sværeste ved frisuren i dag?
Det er hendes pandehår. Der er en stor hvirvel, der løfter håret. Og så hårfarven. Hannah er normalt mørkhåret. Så jeg har afbleget hende i to omgange, indfarvet hende to gange og også kommet lidt pigment i shampooen ved vasken.
Hvor henter du din inspiration?
Jeg elsker at kigge på folk i virkeligheden. Det kan være folk, der kommer gående forbi. Det kan være i bussen. Og så henter jeg også masser af inspiration på Instagram.