28. apr. 2025

Husk at få udleveret dine omsætningstal - kun med dem i hånden kan du kontrollere din løn!

Du kan ikke kontrollere din løn, hvis du ikke ved, hvad den bygger på.

Løn
Billede til nyheden Husk at få udleveret dine omsætningstal - kun med dem i hånden kan du kontrollere din løn!
Du er nødt til at vide, hvad din provision er, før du kan tjekke, om du får den korrekte løn

Hos DFKF modtager vi dagligt opkald med lønspørgsmål – og vi hjælper gerne. Udfordringen er bare, at mange ikke får udleveret deres omsætningstal sammen med lønsedlen. Uden dem er det næsten umuligt at gennemskue, om lønnen er korrekt.

Provisionen beregnes ud fra din omsætning i salonen eller klinikken. Derfor er det vigtigt, at du altid får dine omsætningstal sammen med lønsedlen. Ellers kan vi ikke kontrollere, om alt stemmer.

Er du ansat under overenskomst, bliver din timeløn beregnet uge for uge ud fra både provisionsminimallønnen og den provision, du har optjent. Derfor er det afgørende, at du kender dine omsætningstal for de uger, lønsedlen dækker.

Er du ikke ansat under overenskomst, kan beregningen af din provision foregå på en anden måde, og den er ikke nødvendigvis baseret på ugentlige tal. Uanset hvordan lønnen beregnes, gælder det samme: Du får som assistent desværre ikke automatisk dine omsætningstal med lønsedlen. Derfor skal du selv bede mester om at få dem udleveret samtidig med, at du får din lønseddel.

Hvis dit løntjek skal være helt præcist, er omsætningstallene absolut nødvendige – så husk at få dem med!

Relaterede nyheder