26. aug. 2024

Vigtig påmindelse: Ferie- og store bededagstillæg til elever

Kære elev: Nu slutter din ferieoptjeningsperiode. Derfor skal du have udbetalt dit ferie- og store bededagstillæg. Lær om dine rettigheder og udbetalingsdatoer.

Ferie
Billede til nyheden Vigtig påmindelse: Ferie- og store bededagstillæg til elever

Ferieåret starter den 1. september og slutter den 31. august. Dette kaldes optjeningsperioden. Ferieperioden, hvor du kan afholde din ferie, går fra den 1. september til den 31. december året efter.

Hvad skal du kigge efter på din lønseddel?

Som elev har du ret til at holde ferie med løn. Derudover har du krav på et ferietillæg under hele din uddannelse. Ferietillægget udgør 1 procent af den ferieberettigede løn og bliver udbetalt to gange årligt, 31. maj og 31. august. 

Udbetalingen den 31. maj er opsparet ferietillæg for perioden september til maj (9 måneder), og udbetalingen den 31. august er opsparet ferietillæg for perioden juni til august (3 måneder). Det vil sige, at du skal kunne aflæse dit ferietillæg af din lønseddel her i august.

I samme ombæring skal du have dit store bededagstillæg. Det udbetales samtidig med ferietillægget i maj og august og udgør 0,45 % af din ferieberettigede løn. Store bededagstillægget er dog først trådt i kraft pr. 1. januar 2024.

Elever på fjerde år skal have udbetalt ikke-afholdt ferie til deres FerieKonto, når uddannelsen slutter. Arbejdsgiveren skal udarbejde en slutafregning, så eleven kan se, hvor meget ferie vedkommende har afholdt, og hvor meget ferie der er til gode og dermed skal udbetales.

For feriepenge, der er indsat på FerieKonto, gælder, at du ikke har krav på ferietillæg af disse. 

Du har kun krav på ferietillæg, når du holder ferie med løn.

Hvis du har optjent feriepenge fra tidligere arbejde, skal du bruge feriepengene, før du får udbetalt løn af din arbejdsgiver. Hvis det optjente feriepengebeløb pr. dag er mindre end den løn, du ellers ville have fået, skal din arbejdsgiver supplere op til lønnen på ferietidspunktet. Feriepengene fra din tidligere arbejdsgiver svarer til 12,5 % af den løn, du optjente i optjeningsåret. Når der er indbetalt 12,5 % af din løn til FerieKonto, får du ikke også 1 %, idet denne del er indeholdt i de 12,5 %.

Når du er færdigudlært

Først og fremmest udløber dit ansættelsesforhold som elev, hvilket betyder, at du skal modtage udbetaling for eventuel ferie, som du mangler at holde, og SH-betaling (søgnehelligdagsbetaling).

Dette gælder, uanset om du stopper i salonen eller bliver ansat som svend i samme salon. Mange tror desværre fejlagtigt, at det er det samme ansættelsesforhold, hvis de fortsætter i samme salon, bare under bedre vilkår. Men det er ikke tilfældet. Et nyt ansættelsesbevis betyder et nyt ansættelsesforhold med ny anciennitet, med mere.

Som fjerdeårselev bliver SH-betalingen afregnet med 7,25 % af lønindtægten i det fjerde læreår. Afregningen af SH-betalingen sker i samme forhold som tilgodehavende ferie. SH-betalingen bliver udbetalt til eleven sammen med den sidste lønafregning ved afslutningen af læretiden.

Er du i tvivl, om du har fået det, du skal, er du velkommen til at kontakte os.

Relaterede nyheder