Den 1. september 2020 trådte den nye ferielov i kraft. Og hvis du ønsker at få mest muligt ud af den, er det helt essentielt, at du i denne forbindelse kender til dine rettigheder.
Først og fremmest har du samme ret til fem ugers ferie som før 1. september 2020, men ferien optjenes løbende og kan afholdes allerede fra måneden efter. Dette kaldes samtidighedsferie, og det sikrer, at også nyansatte kan holde ferie med løn.
For at overskueliggøre den nyeste ferielov får du her tre vigtige punkter derfra:
- Ferien optjenes over 12 måneder, fra 1. september til 31. august.
- Du optjener 2,08 feriedage pr. måned, også som deltidsansat (ved afholdelse af en uges ferie, bruger deltidsansatte fem feriedage).
- Den optjente ferie kan holdes i en periode på 16 måneder, fra 1. september til 31. december året efter.
Den sjette ferieuge og de særlige ferietillæg, der er aftalt via ferieaftalerne i overenskomsterne, er ikke påvirket af den nye ferielov, og de bliver videreført som hidtil.
Afholdelse
Du skal afholde ferien i ferieafholdelsesperioden, som løber i samme periode som ferieåret – dog forlænget med fire måneder (det vil sige frem til den 31. december) – altså i alt en periode på 16 måneder. Som lønmodtager har du ret til at holde tre ugers sammenhængende ferie (hovedferien) i perioden 1. maj til 30. september. Af de 25 dages optjent ferie har du ret til at holde fire ugers ferie i ferieåret – altså i de 12 måneder, som strækker sig fra 1. september til 31. august året efter.
Ferie, som ikke er afholdt, kan overføres til næste ferieår efter skriftlig aftale med arbejdsgiveren. Du kan dog kun overføre ferie, som går ud over fire uger. Aftalen skal indgås inden ferieårets udløb den 31. december.
Du kan også aftale med din arbejdsgiver, at du afholder betalt ferie på forskud, det vil sige, inden du har optjent de pågældende dage. Forskudsferien vil så blive fradraget i de feriedage, som du optjener efterfølgende.
Sygdom
Sygdom er en feriehindring, og du kan derfor ikke blive pålagt at afholde din ferie, hvis du bliver syg. Hvis du melder dig syg før feriens begyndelse, har du krav på erstatningsferie. Hvis du melder dig syg efter feriens påbegyndelse, det vil sige midt i ferien, er der fem karensdage. Det betyder, at du selv skal ’betale’ for de første fem feriedage, før du har krav på erstatningsferie for de resterende dage. Barsel er også en feriehindring.
Varsel
Ferie skal som udgangspunkt aftales mellem medarbejder og arbejdsgiver, men af hensyn til virksomhedens drift har arbejdsgiver det sidste ord i forhold til, hvornår ferien skal afholdes. Hvis arbejdsgiver ensidigt varsler ferie til afholdelse, det vil sige pålægger en medarbejder at holde ferie på et bestemt tidspunkt, skal varslingsreglerne overholdes. Hovedferien skal varsles med tre måneder, og restferie skal varsles med en måned. Hvis arbejdsgiver ikke overholder varslingsreglerne, kan denne ikke tvinge ferien til afholdelse. Arbejdsgiver kan desuden pålægge en medarbejder at holde ferie i deres opsigelsesperiode, men dog kun hvis førnævnte varslingsregler kan overholdes.
Ferielukket
Hvis arbejdspladsen holder ferielukket, skal arbejdsgiver i videst muligt omfang sikre, at medarbejderne har betalt ferie til gode til alle de dage, virksomheden holder lukket. Arbejdsgiver er dog stadig forpligtet til at overholde varslingsreglerne, og i mangel herpå vil denne være forpligtet til at udbetale løn for de pågældende dage.
Hvis du stadig er i tvivl om feriereglerne, er du velkommen til at kontakte os.