Nyheder

15. oktober 2019
Husker du at bruge handsker og bruger du dem rigtigt?
Inden for frisørfaget har halvdelen hudproblemer. Og hver tredje anerkendte arbejdsskade er en hudlidelse. Derfor har Videncenter for Arbejdsmiljø nu i 2 år kørt en kampagne: På med handsken. Kampagnen blev afsluttet med en temadag.

Har du ofte hænderne i vand og bruger du kemiske stoffer, for eksempel til farvning af hår, bryn og vipper? Så er det en god idé at tænke over, hvor meget og hvordan du bruger handsker på dit arbejde.

- Du skal tage handsker på fra starten, når du vasker kundens hår. Så skal de naturligvis af, når du klipper. Men lige så snart du blander farver, så skal du have handsker på. Det er jo kemikalier, du trykker ud af tuben, siger formand for DFKF Lone Frost.

- Jeg ved godt, at det ofte skal gå stærkt, og så sløser man. Men hvis først du har fået en hudlidelse, så viser statistikkerne desværre, at den er svær at komme af med. 65 procent af dem, der får eksem, har stadig eksem 5 år efter, det er konstateret. Så du skal passe på dig selv.

Det er arbejdsgiverens pligt at sørge for, at der er handsker til de ansatte.

Kontakt DFKF, hvis forholdene på din arbejdsplads ikke er i orden, og der for eksempel ikke er sørget for handsker til de ansatte.


Hudlidelser - DFKF