Nyheder

16. august 2019
Tjek din løn med DFKF’s lønberegner
Dansk Arbejdsgiverforenings lønstatistik for frisører for 2018 er kommet. Det er den nyeste statistik, der findes. Gennemsnittet for den direkte timeløn er for hele landet 171,15 kr. I forhold til 2017 er lønnen for 2018 i gennemsnit steget med 2,0 procent.

Du kan tjekke, hvor du ligger i forhold til gennemsnittet med DFKF’s lønberegner. Og du kan også bruge den, når du forhandler løn.

I forhold til 2017 er lønnen for 2018 i gennemsnit steget med 2,0 procent til 171,15 kr. for hele landet. Gennemsnittet viser et udsving på 163,71 kr. for region Nordjylland til 185,27 kr. for region Hovedstaden.

Se lønstatistikken
Lønstatistikken viser den gennemsnitlige løn i et geografisk område. Du finder lønstatistikken her. Husk, at du skal logge ind. 
 

Kolonnen ”Direkte løn” er grundlønnen og evt. tillæg inklusive dit eget pensionsbidrag. Det beløb kommer tættest på den timeløn, som fremgår af din lønseddel.

Regn din løn og provision ud med lønberegneren
Du kan bruge lønberegneren til at regne din løn ud. Du skal

  • kender din omsætning i en uge
  • kender timetallet, du har arbejdet i en uge

Herefter kan du logge ind og taste de to tal ind i lønberegneren, der beregner din løn. 

Hvis jeg vil forhandle om højere løn

Hvis du skal forhandle lønforhøjelse, så kan det bedst betale sig at få en forhøjelse på timelønnen ved en omsætning på mellem 10.000 kr. og 13.000 kr.  Er omsætningen mere end 14.000 kr. kan det bedst betale sig at få en lønforhøjelse på provisionssatsen. Du kan også forhandle dig til en højere garantiløn. Det betyder, at du i perioder med faldende omsætning altid er garanteret den forhandlede garantiløn.

Du kan få gode råd om lønforhandling her

Hvornår skal jeg have tillæg
Du har efter overenskomsten krav på tillæg til din løn, hvis du

  • har ubekvem arbejdstid på hverdage og lørdage
  • arbejder over
  • arbejder på søndage

Få styr på begreberne
Frisørers og kosmetikeres løn er lidt mere indviklet end andre, der arbejder på en normal timeløn. Faktisk findes begrebet timeløn ikke i overenskomsten. Men i praksis får mange frisører en højere ”timeløn” end provisionsminimallønnen.

Overenskomstansatte frisørers og kosmetikeres løn er sammensat af provisionsminimallønnen + provision. Lønnen regnes ud pr. uge.

Dine arbejdstimer og din indtjening til salonen den uge bruges til at beregne din løn. Er den beregnede løn (provisionsminimallønnen + provision) mindre end garantilønnen, skal du have garantilønnen på 137,75 kr. for fuldtidsansatte og 140,75 kr. for deltidsansatte.


Tjek din løn