24. april 2023
Millionerstatninger til frisører i to sager om arbejdsskader – vigtigheden af fagforeningens støtte
I januar 2023 faldt der afgørelser i to sager om arbejdsskader, hvor frisører blev tilkendt millionerstatninger. Begge sager havde været mange år undervejs, men nu har de to frisører endelig fået oprejsning.
Mads Boel Bendix

Frisører kan opleve forskellige skader som følge af deres arbejde, og det er vigtigt at være opmærksom på arbejdsmiljøet og tage de nødvendige forholdsregler. Men selv med en fornuftig tilgang til arbejdet kan smerter og eksem desværre blive en realitet.

 

Det var tilfældet i to arbejdsskadesager, som havde været mange år undervejs, før der faldt afgørelser. I sagerne blev der henholdsvis lagt vægt på arbejdet med hårprodukter samt vådt og hudbelastende frisørarbejde. Mange frisører arbejder dagligt med kemikalier og stærke hårprodukter, hvilket kan medføre risiko for hudirritation, allergiske reaktioner og andre skader. Efter en langvarig retssag blev frisørerne tilkendt betydelige erstatninger, hvilket kan hjælpe med at kompensere for de fysiske og økonomiske konsekvenser af arbejdsskaderne.

 

Arbejdsskadesager kan være komplekse, og det er derfor en fordel at have en fagforening som rådgiver og støtter undervejs. Processen kan være lang og hård, men med støtte fra fagforeningen kan frisører få den nødvendige hjælp til at opnå den erstatning, de har ret til.

 

Det mener Alan Winther Nielsen, som er socialrådgiver hos Serviceforbundet:

 

“Fordelen ved at være med i en fagforening er blandt andet, at arbejdsskadelovgivningen kan være noget kompleks – og det er naturligvis en fordel at have en rådgiver, der står parat med råd og vejledning, og følger sagen til dørs,” udtaler Alan.

 

Og selvom man ikke behøver at gennemgå en arbejdsskadesag alene, er det vigtigt at være udholdende:

 

“Der kan være alle mulige spørgsmål og problemstillinger undervejs, og de kan være svære at overskue. Sager skal tjekkes, og afgørelser skal nogle gange ankes. I sagerne kan der ind imellem være en masse aktivitet i en kortere periode, hvorefter der kan gå meget lang tid, før der sker noget nyt. Man skal således væbne sig med tålmodighed, da det ofte er en meget lang proces,” fortæller Alan Winther Nielsen, og afrunder:

 

“Men som den ene frisør sagde, da hun læste afgørelsen: »Jeg kan ikke tro mine egne øjne. Tusind tak for hjælpen!«”.

Millionerstatninger til frisører ved arbejdsskader