24. april 2023
Håndeksem forkorter din karriere
Fremtiden er i dine hænder, men gør du selv nok for at passe på den (og dem)? Her kan du se mere om en statistik, du ikke har lyst til at være en del af, og hvordan du kan undslippe den.

Ulrik Ahrensbøll-Friis, kemiker / ph.d.

Frisører er ofte udsat for vådt arbejde og mange forskellige kemikalier i løbet af deres karriere. Dette er faktorer, som øger risikoen for eksem. På grund af dette er frisørfaget også en af de brancher, som oftest bliver ramt af arbejdsbetinget håndeksem. Derfor får frisører ofte at vide, at de skal passe på deres hud og huske at anvende handsker.

Ny forskning fra læge og ph.d. Martin Havmose viser, at eksemet primært opstår i elevtiden og i de første år efter endt uddannelse. Og eksemet kan have store konsekvenser: 90 procent af de frisører, der oplevede håndeksem i undersøgelsen, fik det inden for otte år i faget. De, der havde det værst, stoppede i gennemsnit som frisører efter syv år.

I 2011 blev det obligatorisk for frisørskolerne at undervise frisøreleverne i det kemiske arbejdsmiljø samt forebyggelse af allergi og eksem. Før 2011 havde næsten 43 procent af frisørerne haft håndeksem i løbet af deres karriere, nu er tallet 29 procent. Martin Havmoses forskning viser, at det går den rigtige vej, men antallet af frisører med eksem er stadig højt.

Unge mennesker, der har haft børneeksem, bliver frarådet at blive frisører, og det er der god grund til. Forskningen viser, at risikoen for at forlade faget på grund af håndeksem var størst blandt de frisører, der havde haft børneeksem og en positiv lappetest/allergitest. 

Hvis man vil undgå at være en del af den kedelige statistik, så viser forskningen heldigvis, at der er en tydelig løsning, nemlig det at bruge handsker. Brugen af handsker nedsætter den direkte kontakt med de allergifremkaldende kemikalier, der anvendes i faget, og derfor beskytter de hænderne, hvilket kan lede til en længere karriere.


Håndeksem