Mads Boel Bendix

Henriette Sølbeck har en bred baggrund.

Hun har både været gymnasielærer, stewardesse for Maersk Air og akademisk medarbejder i flere virksomheder.

Men så skete der noget livsændrende.

En fredag eftermiddag i januar 2011 fik Henriette konstateret livmoderhalskræft, og herfra gik det stærkt:

“Det første jeg gjorde, da jeg kom ud fra lægen, var at ringe til min chef. For allerede den følgende mandag lå der et kræftpakkeforløb klar til mig,” fortæller hun.

En turbulent tid
Henriettes kollegaer sad i kantinen, da hun i deres frokostpause mellem 12 og 12.30 over telefonen grædende delte den sindsoprivende nyhed med sin daværende chef. Og her begyndte mange af Henriettes kollegaer også at græde, da de overhørte samtalen hvilket senere hen har gjort et stort indtryk på hende. Men i øjeblikket fyldte de praktiske omstændigheder mest for Henriette, som var fast besluttet på, at hendes familieliv ikke skulle ændres:

“Jeg skulle ikke dø, sygdomsforløbet skulle bare overstås,” forklarer hun.

Det var en turbulent tid, hvor Henriette bare skulle videre med sit liv, og hun var jo i bund og grund glad for sit arbejde.

Så viste det sig dog, at hun skulle igennem strålebehandling og kemoterapi. Men for Henriette betød det bare, at der var mere på listen, som skulle klares, så hun kunne komme videre i sit liv. Derfor satte hun tempoet op i stedet for ned.

Det blev et komprimeret kræftbehandlingsforløb over seks uger, men som 38-årig, trænende ikke-ryger var Henriette overbevist om, at kræftbehandlingen blot kunne være en daglig sidebeskæftigelse:

“Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at flygte. Det var en overlevelsesstrategi, som holdt mig kørende i et år, men det blev selvfølgelig også et år, hvor jeg var i konstant alarmberedskab,” uddyber Henriette.

Hvem var det nu, jeg var?
I 2012 modtog Henriette besked om, at kræften var væk. Og først her begyndte hun rigtigt at mærke de psykiske konsekvenser af den hektiske tid:

“Efter endt behandling måtte jeg sande, at det er hårdere psykisk end som så. Jeg blev bange for at tabe de mange bolde, jeg havde i luften,” forklarer hun.

Det viste sig blandt andet ved søvnløshed samt hukommelses- og koncentrationsbesvær. Henriette glemte, om hun havde udført en bestemt arbejdsopgave eller ej, og hun kom ind imellem i tvivl om, hvor hun var.

Derfor forsøgte hun at få ændret sine arbejdsopgaver lidt, og hun fik endda lov til ikke at have lige så mange bolde i luften på samme tid. Intet af det ændrede det store på hendes situation. Hun havde fået posttraumatisk stress.

Til sidst sagde hun til sin chef, at hun havde brug for en snak: “På vejen ud ad døren spurgte min chef, hvad jeg kunne tænke mig at lave. Jeg svarede frisør. Ud af det blå,” siger Henriette.

Denne tanke forsvandt ikke, og i pausen fra arbejde blev den til et reelt ønske for fremtiden.

Henriette er dog senere hen kommet til at tænke på, at hun i løbet af sin studietid ved Aarhus Universitet ofte var model for frisører og elever, hvor hun var dybt fascineret af deres fag. På den måde har det måske ligget i kortene i flere år, end hvad hun vidste af, dengang hun svarede sin chef i IT-virksomheden.

Henriette blev hjemsendt med fire måneders løn, hvorefter hun skulle søge arbejde. Hun kom til en række samtaler, som passede til hendes CV, men ingen af stillingerne føltes rigtige. Frisørdrømmen blev ved med at være til stede:

“Jo flere samtaler jeg var til, jo mere fandt jeg ud af, at jeg skulle en anden vej. Jeg spurgte mig selv, hvem jeg nu egentlig var,” fortæller hun.

At være på vej til et nyt sted i livet
Efter en samtale med sin jobkonsulent i kommunen, begyndte Henriette i efteråret 2014 at sende ansøgninger om at blive taget i lære som frisør, og i løbet af januar 2015 var hun i gang. Men allerede her meldte spørgsmålene sig på: kan jeg klare et fuldtidsarbejde, en ny uddannelse?

Henriette beskriver hele forløbet fra 2011-2015 som en lang, tåget labyrint – en labyrint, som hun kom igennem efter den sidste kræftkontrol i 2016:

“Her slap jeg ud af kræftens fangarme. Nu var den ikke længere en skygge over mit liv,” siger hun.

Dette skyldtes især, at Henriette var på vej et nyt sted hen. Og det nye sted har hun elsket lige siden:

“Jeg elsker servicefaget og kundekontakten. Jeg elsker det kreative. Jeg keder mig aldrig – tværtimod har jeg overskud til andre ting udover arbejde, og det må skyldes, at uddannelsen er valgt med hjertet og maven, ” fortæller hun.

Derfor har Henriette lovet sig selv, at hun ikke skal have flere uddannelser – hun er på den rette hylde.

Et råd med på vejen
I dag arbejder hun i en salon i Silkeborg, som er et skønt sted for hende at være. Her har hun blandt andet mange gymnasieelever i stolen, og de får gerne et råd med på vejen:

“Til dem plejer jeg at sige: tag det nu bare roligt, I skal nok nå det. Man behøver ikke at stå med en færdig plan som 15-18-årig.”

Her skal der streg under “færdig”, for det vigtigste ifølge Henriette er at træffe et valg:

“Lad være med at være bange for at træffe et valg – du kan bare skifte spor, og du skal nok nå det hele. Det er vigtigt at vælge med maven, men vigtigst er det at vælge – ikke hvad du vælger. Man skal ikke indfri andres forventninger, man skal gøre det af lyst,” understreger hun.

For Henriette er det fedeste ved frisørjobbet at lave en ting ad gangen. Det er hun stadig vild med:

“Det er det, der gør, at jeg har tid og overskud til andre ting i mit liv,” uddyber hun.

Dette liv er kun blevet til virkelighed, fordi Henriette har lyttet til sin mave og sit hjerte:

“Det er ikke nødvendigvis sejt at skifte spor på den måde, men hvis der er noget, du er utilfreds med, så gør noget ved det. Der behøver ikke at komme en livstruende sygdom, før du skifter spor,” siger hun.

Og for Henriette var det eneste rigtige at slippe hendes tidligere arbejde, hvilket var svært, fordi hun havde været så glad for det.

Fascinationen af frisørfaget var der før kræften, men om hun var nået frem til at gøre det uden kræften, ved hun ikke. Det kom sig af en situation, hvor hun blev nødt til at sadle om. Og det har hun aldrig fortrudt.

Udover arbejdet som frisør, sidder Henriette i Dansk Frisør & Kosmetiker Forbunds  hovedbestyrelse.