22. august 2022
12-tals-elever hører fortiden til
Frisør- og kosmetikerelever er netop begyndt på deres uddannelse. Og I skal ikke gå målrettet efter 12-taller, lyder det fra Lone Frost, der er formand for DFKF. Læs, hvorfor lige her.
Anders Reinholdt Jonssen

I alt for mange år har der været et for stort fokus på 12-taller, der er blevet lighedstegn for gode præstationer.
  

Sådan lyder det fra Lone Frost, der er formand for DFKF.


- 12-taller er hverken vejen frem til at dygtiggøre sig eller få det godt. Ens fokus kan nemt blive for snævert, og vi lever i en tid, hvor et for stort fokus på karakterræs kan gå ud over ens trivsel, og så ender man altså ikke med at tilegne sig de rigtige værktøjer, siger Lone Frost.


Derfor håber hun, at de kommende frisør- eller kosmetikerelever får et større fokus på sig selv, egen trivsel og sit eget håndværk.


- Det er nemlig jer, vi bygger fremtiden på. Og man skal kunne meget andet end at have et 12-tal med i bagagen. Vi ser ofte, at unge mennesker bliver usikre og kede af det, når kammeraten ved siden af får en bedre karakter, og så er det, at tvivlen begynder at nage, siger Lone Frost.


Men det skal den ikke, mener hun.


- For vi er nemlig alle dygtige til noget forskelligt, siger Lone Frost.


- Derfor håber jeg, at I alle vil skæve mindre til karakter og mere til hinanden. Så er jeg sikker på, at I også får de bedste forudsætninger for at tilegne jer håndværket, så I bliver de bedste frisører og kosmetikere i fremtiden.


Foto: Julie Dam
Formand Lone N. Frost, Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund. Foto: Julie Dam