23. maj 2022
Må min chef overvåge mig på arbejdspladsen?
Overvågning er et fortsat et aktuelt tema, men hvor går grænsen egentlig? Og må min chef overvåge mig på arbejdspladsen? Bliv klogere her.

Anders Reinholdt Jonssen

I øjeblikket modtager vi mange opkald, som handler om overvågning. Og det korte svar til, om min chef må overvåge mig på arbejdspladsen, er ja – men helt så enkelt er det alligevel ikke.


For at få et fyldestgørende svar skal vi faktisk også have fat i både databeskyttelseslovgivningen og overenskomsten.


Det fortæller Harun Muharemovic, der er jurist hos DFKF.


- Grundlæggende kan man sige, at ens arbejdsgiver gerne må overvåge dig, hvis der er et sagligt formål. Det kan eksempelvis være for at forebygge tyveri. Men der er også grænser, og de er fastsat i forskellige aftaler, siger Harun Muharemovic.


Den første aftale gælder, hvis din arbejdsgiver er omfattet af en overenskomst. Så lyder det nemlig af en aftale om kontrolforanstaltninger mellem LO og DA, at overvågning kun må indføres, hvis det er sagligt begrundet og har et fornuftigt formål – netop som at forebygge tyveri eller undgå andre sikkerhedsbrud.


- Det kunne eksempelvis være, at der bliver opsat kamera ved kassen eller foran et pengeskab, siger Harun Muharemovic.


Overvågningen må dog ikke være krænkende eller til gene for dig som medarbejder.


- På den måde må din chef altså ikke sidde og følge med i optagelserne og løbende ringe ind med ting som: Den der shampoo står forkert, eller sørg for at rydde bedre op, fortæller Harun Muharemovic.


Yderligere skal du som medarbejder have besked om overvågningen senest seks uger, inden overvågningen påbegyndes, medmindre der er noget ved driften, der gør det umuligt.


- Du kan ikke blive tvunget til at skrive under på samtykke til overvågning – hverken i forbindelse med ansættelse eller på et senere tidspunkt. Selvom du har givet samtykke, gør det ikke overvågningen lovlig og i orden, hvis overvågningen ikke er sagligt begrundet eller på andre måder udført ulovligt, uddyber Harun Muharemovic.


Videre bestemmer databeskyttelsesloven, at din arbejdsgiver ved indsamling af oplysninger om dig som medarbejder, skal have et sagligt formål, hvilket du som medarbejder har krav på at blive informeret om.  


Indsamling af oplysninger om dig og dine kollegaer kan også være videoovervågning.


Databeskytttelsesloven bestemmer også, at overvågning opsat til at forebygge eksempelvis tyveri ikke må skifte karakter undervejs og eksempelvis blive benyttet til at måle på medarbejdernes effektivitet eller til at ”fjernstyre” medarbejderne. Du har endvidere krav på at få at vide, hvilke oplysninger der er blevet indsamlet om dig, og få indsigt i dem, så du kan kontrollere, om retningslinjerne bliver overholdt. TV-overvågning skal slettes efter 30 dage.
Foto: Pexels
Pexels