23. maj 2022
Elever bliver udsat for mobning og chikane – men det har ingen konsekvenser
Nu kræver Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund et politisk redskab til at kunne sanktionere de virksomheder, der gentagende gange udsætter eleverne for mobningen.

Anders Reinholdt Jonssen

Voksenmobning, bagtaleri og i det værste tilfælde slag med et krøllejern.


Frisør- og kosmetikerelever bliver i stigende grad udsat for mobning og chikane på arbejdspladsen.


Det oplever Dansk Frisør & Kosmetiker Forbunds jurister, der behandler flere sager om mobning og chikane af elever.


Men mobningen har ingen konsekvenser for de arbejdsgivere, der udsætter eleverne for mobningen. De kan gang på gang tage nye elever, som så træder ind i mobbemøllen.


Derfor foreslår Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund nu, at man i Det Faglige Udvalg, som behandler elevgodkendelsen af virksomheder, skal have et sanktionsværktøj. Eksempelvis en form for klippekort, så man her kan se på graden af forseelsen, og om det er en gentagelse.


- Det har næsten været umuligt at fratage en virksomheds godkendelse til at have elever, medmindre det har været noget fagligt. Det er kun på fagligheden, at vi i dag i Det Faglige Udvalg kan fratage dem godkendelsen, siger Lone Frost, der er formand for DFKF.


Derfor håber Lone Frost nu på politisk hjælp til at få sanktionsværktøjet.


Hun efterlyser samtidig generelt, at virksomhederne sætter sig grundigt ind i, hvad det vil sige at tage en elev og så løbende følger op på dem.


- Desværre oplever vi også at nogle elever, bliver sat til at hente børn og skure toiletter. Og det her er altså ikke billig arbejdskraft. Vi er, ligesom arbejdsgiverne, jo interesserede i, at vi får nogle dygtige elever ud, der også hurtigt kan tjene penge hjem til arbejdsgiverne, siger Lone Frost.


Lone Frost. Foto: Julie Dam
Lone Frost. Foto: Julie Dam