05. maj 2022
DM i Skills
De største talenter fra hele landet - sådan gik det.

Anders Reinholdt Jonssen

De største talenter fra hele landet: Sådan gik det til DM i Skills 2022


Hele 49 forskellige håndværk var repræsenteret til årets DM i Skills 2022. Og blandt frisørerne og kosmetikerne dystede en lang række helt særlige talenter.


En række dygtige frisører og kosmetikere var samlet til DM i Skills 2022 i Høng for dels at konkurrere om at vinde DM, og dels for at gøre opmærksom på selve frisør- og kosmetikeruddannelsen.


- Vi skal tiltrække de unge mennesker og vise, hvad vi kan, og hvad frisør- og kosmetikeruddannelsen indeholder. Det er et gedigent håndværk, som vi kan være stolte af på verdensplan, fordi vi har den bedste uddannelse i verden. Det handler om at skabe de bedste betingelser for fremtidens frisører og kosmetikere, siger Lone Frost, der er formand for DFKF.


DFKF havde mange dygtige talenter med til konkurrencen. Nogle af dem kom fra Tradium i Randers, hvor Tina Bak til daglig underviser.


- Det er livsbekræftende og inspirerende at have elever med til DM i Skills. Det gør noget ved os som undervisere, at vi bliver inspireret til at se tingene på en ny måde. Og så gør det noget ved faget og håndværket, at man kan vise det på en ny måde, siger Tina Bak.


Det blev der rig lejlighed til i Høng, hvor både frisører og kosmetikere dystede i forskellige discipliner på tid.


Her skulle frisørerne eksempelvis klippe og farve efter et foto i en bunden opgave, hvor de havde tre timer og et kvarter, inden de på samme måde skulle lave en brudefrisure.


Og kosmetikerne skulle blandt andet dyste i ansigtsmaske, massage, makeup, farvning af vipper og bryn på tid.


Lotte Cecilie Christensen var en af de talentfulde frisører, der dystede til Skills.


- Det er altid fedt at være til konkurrence. Der har været run på, og alle sammen er mega dygtige. Skills er kæmpestort, og man har mulighed for at dyste og se de andre håndværksfag, og så står man her med de bedste, som er blevet sendt af sted af skolerne, siger Lotte Cecilie Christensen.


Hun endte med at vinde hele konkurrencen og dermed DM i Skills for frisører.


Det endte kosmetikeren Melina Moshtaghian også med at gøre.


- Skills er sådan en god mulighed for at møde nye mennesker og vise, at man har interesse for faget og vise, hvad jeg har lært på uddannelsen, sagde hun lige inden, det blev afsløret, at hun var vinderen.

Kosmetiker vinder 2022 Skills


På scenen blev de begge hædret og fik overrakt diplomer af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som også er formand for EuroSkills 2022, der er den europæiske konkurrence i erhvervsfagene.


Foto: Anders Reinholt Jonssen og Lone N. Frost