25. april 2022
Nye tal: Flere soloselvstændige presser frisørfaget
Flere end tidligere melder sig ud af Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund for at blive soloselvstændige. Det er en yderst dårlig udvikling.

Anders Reinholdt Jonssen

80 nye soloselvstændige på bare 16 måneder.

Det svarer til, at knap 1,5 frisører eller kosmetikere om ugen melder sig ud af Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund for i stedet at blive soloselvstændige, viser tal fra Dansk Frisør & Kosmetiker Forbunds medlemsservice.

Her har nu tidligere medlemmer svaret på, hvorfor de har meldt sig ud af forbundet.

- Det er en yderst dårlig udvikling for vores fag. I procenter svarer det til, at mere end hver femte melder sig ud for i stedet at blive soloselvstændig, og det er markant flere end tidligere, siger Lone Frost, der er formand for Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund.

Det ikke bare presser vores fælles fag, det kan også slå bunden ud af vores fælles fundament som eksempelvis overenskomsten.

- Det er nemlig kun gennem flere medlemmer, at vi kan opnå en stærk organisering. Og det har vi brug for, hvis vi skal kunne fastholde det faglige niveau og fundamentet for vores overenskomster, siger Lone Frost og uddyber:

- Derfor er det meget bekymrende, at flere frisører og kosmetikere får eget CVR-nummer som soloselvstændige. Det er en dårlig udvikling, for på den måde mister vi fødekæden. Det skaber ikke udvikling, men tværtimod afvikling, da vi på den måde både mister medlemmer, arbejdspladser og elevpladser. Det er frustrerende for faget, fastslår Lone Frost.

Hun håber på, at flere fremadrettet vil tage ansvar for den fælles udvikling ved at bakke op om forbundet og være med til at tage et fælles ansvar.

- Det er den eneste måde, vi kan sikre faget fremadrettet, siger Lone Frost.


Foto: Pexels
Pexels