17. september 2021
”Mange ved jo ikke, at de gule fagforeninger ikke hjælper én”
56-årige Anette Jørgensen fra Rudkøbing har været medlem af DFKF lige siden elevtiden som helt ung, og det bliver hun ved med at være, for de gule fagforeninger hjælper jo ikke én, hvis behovet opstår, mener hun.

Anders Reinholdt Jonssen

I et lille byhus i Rudkøbing på Langeland bor 56-årige Anette Jørgensen. Her kan hun gå på arbejde til salonen M Design, hvor hun har klippet, farvet og stylet de sidste 27 år.

Her elsker Anette at arbejde, og så sætter hun stor pris på, at der i salonen er ordnede forhold. Det ved hun nemlig godt langt fra er tilfældet andre steder.

”Mange ved jo ikke, at de gule fagforeninger ikke hjælper én. Jeg har en veninde, der er skiftet til en af dem for at spare penge, og så bliver jeg bare nødt til at sige til hende, at det kan da godt være, du sparer penge, men får du så noget hjælp? Og der er svaret nej. De kan ikke hjælpe med noget som helst, og det er derfor, det er så vigtigt at være medlem i DFKF, så man har mulighed for at få den rette hjælp, hvis behovet opstår, stå samlet og være godt organiseret”, fortæller Anette Jørgensen.

Hun voksede op med en aktiv far i fagbevægelsen og er på den måde både opvokset og opflasket med vigtigheden at være organiseret i et forbund eller fagforening for at holde fast i den danske model, som Anette mener er grundstenen for et trygt og godt arbejdsliv.

”Derfor håber jeg meget, at de seneste års udvikling bliver vendt til, at flere får øjnene op for, hvor vigtigt det er at være organiseret”, siger Anette Jørgensen.

Som medlem af DFKF har hun især været glad for muligheden for at komme på betalte kurser, som hun selv har benyttet sig af.

”Det har været for at forbedre min egen klippeteknik, og det var jeg meget glad for. Det var nogle dygtige instruktører”, siger Anette Jørgensen.

Kunne du tænke dig at fortælle, hvorfor du er medlem af DFKF og være med i nyhedsbrevet her, så send en mail til are@forbundet.dk. Vi glæder os til at høre fra dig.


Foto: Anders Reinholdt Jonssen

Foto: Anders Reinholdt Jonssen