22. april 2021
Projekt skal reducere sygefravær og skabe bedre trivsel for gravide: Nu kan du komme med
Er du gravid og frisør eller kosmetiker i Aarhus-området? Så er der et gratis tilbud til dig, der skal øge din trivsel og arbejdsglæde under graviditeten.

Anders Reinholdt Jonssen

De fleste gravide er erhvervsaktive, og i Danmark er en tredjedel af gravide sygemeldt på et tidspunkt under graviditeten. I gennemsnit har gravide faktisk 48 fraværsdage fra arbejdspladsen.

Det er normalt at opleve gener i form af kvalme, øget træthed, smerter i lænd og bækken og plukveer. Alle disse gener kan føre til utryghed og kan forstærkes af belastninger i arbejdsmiljøet, og det er oftest disse gener, der er årsag til, at gravide medarbejdere må sygemelde sig.

 

Derfor sætter Arbejdsmedicin ved Aarhus Universitetshospital, med et nyt pilotprojekt, fokus på både trivsel og sygefravær, som du kan blive en del af.

Projektet er et tilbud til gravide medarbejdere og deres leder. Tilbuddet bygger på gode erfaringer fra Norge, hvor samtaler mellem den gravide medarbejder, hendes leder og en arbejdsmiljøjordemoder har ført til reducering af sygefravær og til bedre trivsel under graviditet.

 

For deltagelse eller ved spørgsmål om projektet, kan sende en mail til: auh.graviditetogtrivsel@rm.dk eller ringe på telefon: 29 42 71 41

 

Tilbuddet gælder arbejdspladser i Aarhus-området fra den 1. maj 2021 til den 1. maj 2022. Det er finansieret af midler fra Sundhedsstyrelsen og udgår fra Arbejdsmedicin ved Aarhus Universitetshospital.

Foto: Projektet er et tilbud til gravide medarbejdere og deres leder. Foto fra: Arbejdsmedicin ved Aarhus Universitetshospital
Projektet er et tilbud til gravide medarbejdere og deres leder.