25. februar 2021
Derfor skal du sige nej til hjemmeklip
Min arbejdsgiver spørger, om jeg vil klippe kunderne hjemme. Skal jeg sige ja?

Sådan ringer mange medlemmer og spørger os i fagforeningen i disse dage.

Rådet fra DFKF’s formand Lone Frost er helt klart:

”Sig nej. Lad dig ikke presse til at blive sendt ud til private hjem med fare for smitte med Covid-19. Det ville nemlig være en væsentlig ændring i dine ansættelsesvilkår, da du ikke er ansat som mobilfrisør, og den slags ændringer kan man heldigvis ikke foretage uden varsel.  

Det bekymrer mig, at nogle saloner ikke kan se, at det er en rigtig dårlig ide at begynde på hjemmeklip, her hvor der meste af landet stadig er lukket ned. Vi kan se lyset i horisonten blandt andet på Bornholm, hvor salonerne igen får lov til at åbne, fordi smitten er lav.”

Kontakt fagforeningen, hvis din arbejdsgiver beder dig om at klippe kunderne i deres private hjem.