16. februar 2021
Frisørelever sakker bagud: ”Det bliver svært at få indhentet det her”
Med nedlukningen er det umuligt at give frisørelever praktisk undervisning. Det giver en del udfordringer på landets erhvervsskoler.

Anders Reinholdt Jonssen

På Syddansk Erhvervsskole i Odense har Tina Bak undervist i frisørfaget i 15 år. Men hun har aldrig tidligere prøvet at undervise i klippeteknikker online.

”Det er anderledes det hele. Undervisningen foregår jo derhjemme, og det betyder at eleverne kommer bagud på det praktiske arbejde. Man kan jo som underviser godt se over en skærm, om resultatet er pænt lavet, men om det er rigtigt lavet. Det er noget andet”, fortæller Tina Bak.

Hun oplever, at hjemmeundervisningen fungerer fint for nogle, mens det for andre er noget møg. Generelt blomstrer de lidt mere stille elever, da de ikke spejler sig i andres resultater, mens andre igen bliver mere ensomme.

”At det foregår på den måde, er dog langt bedre end alternativet. Nemlig, at de ingenting lærer”, fastslår Tina Bak.

Alligevel mener hun, det bliver svært for eleverne at komme helt i mål, når der ikke i øjeblikket umiddelbart er en genåbning i sigte.

”Det bliver svært at få indhentet det her. Hvad med alle de elever, der skal op til svendeprøve?”, siger hun.

LÆS OGSÅ: I mesterlære under lockdown: ”Jeg har heldigvis søskende, jeg kan øve mig på” 

En af dem, der senere på året netop skal op til svendeprøve, er 20-årige Katrine Reifling Pedersen. Hun er til daglig i mesterlære i Salon Deluxe i Bogense.

”Når undervisningen foregår online, kan jeg godt blive lidt nervøs. For hver dag der går med nedlukning, mister vi elever nemlig læring, vi ikke får igen. Det er ret frustrerende”, siger hun.

Hun er imidlertid positiv omkring sin egen svendeprøve.

”Man kan være nok så dygtig til det teoretiske, og det kan sagtens fungere med online undervisning, men man skal også kunne omsætte det til praksis og kunne udføre det. Men jeg er fortrøstningsfuld og skal nok gennemføre det”, siger Katrine Reifling Pedersen.

Nogle frisørelever kan med nedlukningen ende i den situation, at de kommer ud med et administrativt svendebevis, da de bliver udlært, inden de kan komme til svendeprøve. Derfor håber DFKF, at arbejdsgiverne vil være med til at få dem helt i mål med en ordentlig uddannelse.

”Vi har i ministeriet undersøgt, om der var hjemmel til en kollektiv forlængelse af uddannelsen. Det er der ikke. Derfor skal arbejdsgiverne gøre ekstra ud af at lære fra sig, så eleverne kan få den bedst mulige uddannelse, selvom de ikke kan modtage praktisk undervisning på skolerne”, siger formand i DFKF, Lone Frost.

Foto: Modelfoto
Modelfoto