14. december 2020
Glædelig jul med ønsket om et mere normalt år i 2021
2020 er ved at være slut, og hvilket år? Jeg er dybt imponeret over alle vores seje medlemmer, som har været gennem dette Corona-år i strid modvind.

Af Lone Nordentoft Frost

Jul og nytår nærmer sig med hastige skridt. Og snart træder vi ind i 2021. Mon ikke mange af os i en stille stund i julen vil tænke tilbage på nedlukning, nedskæring, mundbind, håndsprit, bekymring, usikkerhed og frustration.


Det har været et svært år i skyggen af Corona, og vores branche har været hårdt ramt. Først blev salonerne lukket, så blev de åbnet på nedsat kraft og med krav om at arbejde med beskyttelsesudstyr på.


Det har ikke været nemt, og jeg forstår godt, hvis nogle er noget matte i sokkerne.


Det er flot klaret
Men når det er sagt, så synes jeg godt, at vi kan klappe hinanden på skuldrene – på afstand, naturligvis!


Vi kan nemlig også se tilbage på en tid, hvor solidaritet og sammenhold kom i højsædet. Det er jo nogle af værdierne i fagbevægelsen, og hvis vi sammenligner os med mange andre lande, så har vi i Danmark stået stærkt.

Fagbevægelsen har i høj grad været med til at sikre de hjælpepakker, der holder hånden under alle dem, der er blevet ramt direkte af nedlukning og nedskæring.

Vi har haft travlt med at rådgive og hjælpe
Det har også været et travlt år i fagforeningen. For os har alle de nye udmeldinger, nogle gange fra dag til dag, skulle tygges igennem og fortolkes lynhurtigt, så vi har kunnet rådgive og hjælpe medlemmerne bedst muligt.

Det er ikke kun regeringen, som det blev sagt i foråret, der skulle asfaltere, mens de kører. Sådan har det også været her.

Vi har gjort vores bedste, og det håber jeg, at medlemmerne har kunnet mærke. Og jeg håber også, at I har kunne se værdien af at være i fagforening og måske giver budskabet videre til kolleger, som ikke mener, de har brug for at stå i en rigtig fagforening.

Rigtig glædelig jul
Til slut vil jeg ønske alle medlemmer og jeres familier en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.

Med venlig hilsen

Lone Nordentoft Frost

Formand for DFKF Lone Nordentoft Frost ønsker alle medlemmer en rigtig glædelig jul. Foto: DFKF/Julie Dam
Lone Frost