15. november 2018
Helligdagene nærmer sig og det er snart jul
Her har vi samlet et overblik over dine rettigheder i forhold til arbejdstid, fridage og løntillæg som det ser ud hvis du arbejder under overenskomsterne

Juleugen

 

- 6 hverdage før jul kan der arbejdes til kl. 20.00. Dette skal varsles med 4 uger.

 

Der kan arbejdes over i juleugen indtil 12 timer for svende, mens overarbejde er ubegrænset for mesterstedfortrædere. Elever skal normalt ikke arbejde over, da overarbejde for elever kun må finde sted ved pludselige, uforudsigelige opståede behov.

 

Skal du arbejde søndagen før jul, som i år er den 23. december, skal timerne indgå i den normale arbejdstid i uge 51 og du skal have 100 procent tillæg oven i din normale løn.

 

Din mester kan ikke forlange at du arbejder to søndage i træk, heller ikke op til jul. Og du kan ikke blive tvunget til at arbejde andre søndage end den 23. december, hvis du ikke har lyst. Søndagsarbejde er frivilligt.

 

Juleaftensdag, 1. og 2. juledag og nytårsdag skal du have fri. Men du får løn for dagene gennem SH-ordningen.

 

Hvis din ugentlige fridag falder på en af SH-dagene, kan du vælge at holde fridagen en anden dag inden for de næste 16 uger. Da lønnen er betalt via SH-ordningen, får du ikke løn for fridagen, du har flyttet.

 

Nytår

 

Nytårsaftensdag, der i år er mandag den 31. december, slutter din arbejdstid klokken 14.00. Alligevel skal du som hovedregel have løn for normal, aftalt arbejdstid i den uge.

 

Hvis salonen denne dag lukker tidligere end den plejer om mandagen – eller helt holder lukket denne dag – skal du have løn af din mester.

 

Fra kl. 14 og frem til normal arbejdstids ophør skal du have normal løn, også selv om du ikke er på arbejde. Den regel gælder dog ikke, hvis din mester har planlagt det sådan, at din gennemsnitlige arbejdstid i den aktuelle 16-ugers-periode er 37 timer.

 

Søgnehelligdage - omlægning af arbejdstid

 

I uger med søgnehelligdage (en søgnehelligdag er en helligdag der falder på en hverdag) kan den faste ugentlig fridag flyttes til afholdelse inden for den efterfølgende 16 ugers periode eller der kan betales overarbejdsbetaling for dagen. Parterne skal altid forhandle. Kan I ikke blive enige, kan mesteren varsle omlægningen med 4 ugers varsel.

 

Der betales ikke løn for SH-dagene. Lønnen kommer via SH-opsparingen. Opsparing til SH dagene sker i det foregående kalenderår. SH-penge udbetales to gange årligt 1. december og 1. marts.

 

Ovenstående regler gælder kun for medlemmer der arbejder under frisør – og kosmetikerfagets overenskomster.